19. november 2007

Stik fingeren i jorden

Leder i Praktisk Økologi 6/2007

Af Veronica Bay, redaktør

Jeg går ofte forbi en lille have med pertentligt lugede bede. I haven er der aldrig skyggen af ukrudt. I det hele taget er der ikke skyggen af andre planter end en pænt klippet hæk og fire store rosenbuske. Nu har roser jo som bekendt ikke godt af voldsom konkurrence fra naboplanter, men fire roser i et ti kvadratmeter stort bed og intet andet måned efter måned er måske at overdrive – bare en lille smule.

Man får næsten ondt i hjertet, når man ser den bare jord ligge hen på den måde. Jorddække, jorddække, jorddække, skriger det inden i en. Men er haveæstetik ikke en privatsag? Må folk ikke dyrke have, som de vil? Med andre ord: Skal man ikke bare stikke piben ind, nikke over hegnet og gå videre? Både ja og nej.

Det danske havefolk og deres forvaltning af havejorden spiller nemlig en større rolle for miljøet end nogensinde, for mens alle taler om klimaforandring­erne, har EU – med Danmarks samtykke – besluttet sig for at nedlægge braklægningsstøtten. Dansk Landbrug hævder godt nok, at de braklagte jorde alligevel er så dårlige, at der ikke vil være nogen gevinst i at dyrke dem, så derfor vil de nok fortsætte med at ligge brak. Men man kan have sine bange anelser. Genopdyrkningen af brakjorde vil betyde mere gødskning og sprøjtning, reduktion af humus­indholdet og dermed forøget CO2-udslip, ligesom det vil betyde en forringelse af biodiversiteten. Med landbrugets forarmelse af miljøet er de danske haver efterhånden blevet en af de sidste bastioner for biodiversitet, og et af de steder, hvor vi kan være med til at forøge humusindholdet i jorden. Derfor er det ikke nok, at vi dyrker vores have og passer os selv. Vi bør også prøve at påvirke naboen til at dyrke sin have på økologisk forsvarlig vis – når vi nu ikke har held til at påvirke politikerne eller landbrugsindustrien til at tage vare på de større jordområder i Danmark.

Men hvordan formidler man til andre haveejere, hvad god jord er, og hvordan man opbygger den? Hvordan overtaler man andre til ikke at bruge gift i haven? Hvordan forklarer man, hvorfor kompost er bedre for jorden end kunstgødning? For der er jo ikke noget at sige til, at haveejere generelt er glade for kunstgødning. Det står jo på pakken, hvad man skal gøre. Det eneste, man skal foretage sig, er at køre sækken hjem fra det lokale havecenter. Sværere er det med kompost. Kompost tager tid. Kompost kræver, at man øver sig. Kompost kræver kræfter, når det skal omstikkes og spredes. At dyrke sin have økologisk kræver omtanke, omhu og fordybelse. Er man en af dem, der drømmer om en Hokus Krokus-have, som materialiserer sig selv over en weekend, og som stort set er vedligeholdelsesfri bagefter, så er kunstgødning det, man foretrækker. Og har man en have med fire roser i et smukt, revet bed på 10 ­kvadratmeter, har man intet at kompostere.

For at oplysning skal batte noget, kræver det lydhørhed. Det kræver nysgerrighed, tålmodighed og et gran af havehumor. Kort sagt, at man stikker fingeren i jorden. Så selvom jeg tit snakker med kvinden, der ejer haven, om roser, dræbersnegle og havens stive lerjord, har jeg ikke sagt noget. Endnu.