29. december 2015

Haveredaktør søges

Redaktør til Landsforeningen Praktisk Økologi (PØ) søges. Hjælp os med at drive vores havesite www.havenyt.dk.

Vi er en græsrodsforening i udvikling. Vi er 3.780 medlemmer, som mangler en redaktør til Danmarks mest anvendte havesite, www.havenyt.dk med 4,2 mio årlige besøg i 2015.

Du ved at græsrødder arbejder bedst, hvis de har højt til loftet, relevant viden og mærker energien, så vær klar til at samarbejde med en sæk lopper fyldt med ildsjæle, der brænder for at skabe et bæredygtigt samfund.

Vores nye redaktør for www.havenyt.dk

  • Du har dyb interesse for have, bæredygtighed og økologi – og er en erfaren praktisk havedyrker.
  • Du har praktisk erfaring med nyhedsbreve, webvedligeholdelse, redaktørarbejde, fotografi og at skrive – og du skal have erfaring/lyst til at arbejde med græsrodsorganisationers organisering, demokrati og frivillighed.
  • Du skal kunne styre vores hjertebarn, www.havenyt.dk sikkert gennem alle processer og sikre drift, kvalitet og sammenhæng mellem mål og ressourcer.
  • Du skal navigere sikkert i excel, word, outlook, i cms og ikke være bange for at lære vores selvudviklede interne systemer at kende. Desuden skal du kunne billedredigere, f.eks. i Photoshop.

Personlige kompetencer

Du skal arbejde meget selvstændigt, struktureret og målrettet og trives med stor frihed og stort ansvar. Du skal evne at kommunikere med mange forskellige interessenter.

Stillingens indhold

  • Skrive Ugens Havenyt om det, som er aktuelt i haven i den kommende uge. Tage fotos til nyhedsbrevet (vi har naturligvis også en fotodatabase, som står rådighed). Pt offentliggøres Ugens Havenyt på hjemmesiden tirsdag morgen.
  • Der udsendes hver uge et nyhedsbrev om nye artikler, nye svar, nye arrangementer og med link til og kort omtale af Ugens Havenyt. Det meste af indholdet generes automatisk ud fra nyt på Havenyt indenfor den seneste uge. Nyhedsbrevet sendes ud kort tid efter at Ugens Havenyt er lagt ud på hjemmesiden. Pt sker det onsdag morgen.
  • Udvikle, finde, redigere og udvælge fotos til fagartikler til havenyt.dk, som stor skare af frivillige eksperter, forfattere og fotografer leverer – 2 styks hver uge
  • Ugentligt sørge for udvælgelse og besvarelse af 4–6 spørgsmål fra Havenyts brugere. Spørgsmål skal udvælges ud af mange, sendes ud til frivillige eksperter, ift. deres ekspertområde Derefter redigeres, evt. billeder fra indsenderen eller eksperten. Sende svar til spørgeren og sige tak til ekspert med link til svaret
  • Opdatere bokse på Havenyts forside. Nye og aktuelle artikler samt Ugens Havenyt vises automatisk. Desuden opdatering af aktuelle bokse på kategoriforsiderne
  • Netværksarbejde med at svare på mails, sende ting videre – såvel internt, men også til Havenyts store netværk: Forfattere, eksperter, fotografer og medlemmer
  • Redaktøren er moderator på Havenyts forum – du skal primært sørge for god tone, at debatten er faglig og der ikke omtales miljøbelastende produkter og der ikke annonceres i forum. Brugerne indrapporterer flittigt. Vis din tilstedeværelse som deltager minimum et par gange om ugen
  • Kontakt til den frivillige, som er redaktør på Havenyts kalender
  • Redigere tips på Havenyt.dk efter behov og offentliggøre dem på Havenyt.dk
  • Samarbejde med mediekultivator om brug og vedligeholdelse af fotodatabase, som kommer fra både frivillige medlemmer og eksperter
  • Tæt samarbejde med foreningens øvrige medarbejdere omkring nyheder, administration, kommunikation, medlemmer, pr og foreningens drift og udvikling – særligt tæt samarbejde med foreningens mediekultivator – deltage i månedligt medarbejdermøde over skype
  • Markedsføre foreningens virke og medier overfor læsere, brugere, pressen og annoncører på www.havenyt.dk

Hvem er vi i Landsforeningen Praktisk Økologi?

Foreningen for alle, som vil en bæredygtig livsstil med udgangspunkt i økologisk havedrift, husholdning og egenproduktion af fødevarer. Vi er 3780 medlemmer. Foreningen har eksisteret siden 1988. Vi er en demokratisk forening drevet af en frivillig bestyrelse. Foreningen har 5 ansatte: 1 projektleder for Mere Liv i Haven, Sandra Villumsen, 1 mediekultivator, Ursula Østerberg, 1 sekretariatsleder, Lone Øhrberg og 1 redaktør for tidskriftet Praktisk Økologi, Jacob Bock og 1 redaktør for Havenyt.dk, som du kan blive.

Du kan læse om de nuværende bestyrelsesmedlemmer her

LÆS mere om Landsforeningen Praktisk Økologi på vores sites:
www.oekologi.dk, www.havenyt.dk, www.deljorden.dk, www.havelyst.dk, www.merelivihaven.dk
og følg os på facebook, instagram og pinterest:
www.facebook.com/praktiskoekologi/?fref=ts
www.facebook.com/groups/969839573109044/?fref=ts
www.pinterest.com/oekologi/

Vilkår for ansættelse

  • Du arbejder hjemmefra eller fra kontorfællesskab et sted i DK – og hvor du end befinder dig, må du engang imellem flytte dig, for at mødes med andre medarbejdere, bestyrelsen og/eller medlemmer – og når det involverer bestyrelsen, som er frivillig, så er det ofte eftermiddag/aften og/eller weekend
  • Du indgår i en græsrodsorganisation på godt og ondt: Stor frihed – mange meninger!
  • Ansættelsen er en projektstilling på 18 timer om ugen (med stor mulighed for at arbejde fleksibelt).
  • Stillingen er en projektstilling og løber fra den 01.03.2016 til den 31.12.2016 – Første måneds ansættelse, marts 2016, er der overlap med nuværende redaktør, Karna Maj. Hvis du har udfordringer med at starte i jobbet pr. 1. marts, så er vi åbne overfor en startdato snarligt herefter
  • Grunden til at denne stilling IKKE er en fastansættelse, er at foreningen i 2016 går i gang med en langsigtet proces om at retænke hele foreningens it- og mediestrategi. Dette arbejde menes afsluttet ultimo 2016, herefter er bestyrelsen i PØ klogere på, hvordan vores ressourcer skal anvendes fremadrettet. Det er derfor vigtigt at være helt klar på at denne stilling er en driftsstilling og ikke en udviklingsstilling.

DET sidste praktiske om ansøgning, procedure og samtaler

  • Ved personlig henvendelse kan du spørge ind til detaljer ved jobbet, Ring eller skriv til formand for Landsforeningen Praktisk Økologi, Trine Krebs, trine@praktiskoekologi.dk eller telefon: 26 71 32 54
  • Send ansøgning som PDF incl. alle bilag til info@praktiskoekologi.dk senest den 01/02/2016 – vi bliver naturligvis rigtig glade for ansøgninger, som er skrevet godt og relateres til www.havenyt.dk
  • Samtaler afholdes i uge 6–2016 – Da dine arbejdsgivere er en frivillig bestyrelse og idet foreningen intet hovedsæde har, er det kutyme, at vi holder samtalerne i dit hjem eller i nærheden af dig. Normalt deltager 2–3 bestyrelsesmedlemmer til samtalen. Det aftaler vi, så det er bekvemt og godt for dig.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider