15. september 2008

Krævende kunder

Leder i Praktisk Økologi 5/2008

Af Veronica Bay, redaktør

Selvom den økonomiske afmatning har fået os til at bremse op for køb af luksusgenstande som støvler, fladskærme og sommerhuse, har den trods de stigende fødevarepriser endnu ikke ramt salget af økologiske dagligvarer. Det ser ud til, at en del økologiske basisvarer simpelthen er blevet fast repertoire i mange danskeres indkøbskurv, også langt uden for de kerneøkologiske rækker. At købe økologi til sine børn er blevet lige så selvfølgeligt som at insistere på cykelhjelm og tandbørstning. Det er ikke altid sjovt, men det skal til. Med andre ord er økologi blevet en omsorg, mange danskere giver deres børn, og tendensen er jo yngre børn, jo mere økologi.

Nu skulle man jo tro, at man med det økologiske opsving ville få adgang til flere og bedre typer økologiske varer, men den udvikling sker kun forholdsvis langsomt. Bedst ser det ud til at være gået med mejeri- og kornprodukter. Udvalget er blevet større og kvaliteten bedre. Varesortimentet er også udvidet betragteligt inden for luksusvarer. Man kan få økologisk vanilje, kagekrymmel og italiensk luksus­pasta selv i almindelige dagligvarebutikker, og i landdistrikter, der traditionelt har ligget i bund, hvad økologi angår, har et sparsomt udvalg af økologiske basisvarer sneget sig ind på hylderne. Men det står stadig sløjt til med kød for ikke at nævne økologisk frugt og grønt, hvor det som forbruger kan være svært at se, at udvalget er blevet større eller friskere.

Supermarkederne er ikke gearet til at håndtere økologisk frugt og grønt, og derfor ender det ofte træt og slapt henne i et hjørne. Det kan betyde et bagslag for økologien, fordi forbrugerne bliver trætte af dårlig kvalitet. De mest entusiastiske tilmelder sig frugt- og grønsagskasseordninger, mens resten vender tilbage til slagtilbud af struttende, overfladebehandlede konventionelle varer. Det kan man dog gøre noget ved, ved højlydt at beklage sig – ikke til den 17-årige grønsagsdreng – men til butiksbestyreren. Igen og igen og igen.

Helt galt er det, når man skal købe pålæg. Udvalget er lille, trist og ikke til at stole på. Med et nyt EU-direktiv er det nu tilladt at putte kræftfremkaldende nitrit i økologisk pålæg, og med det nye kundesegment skal varerne helst ligne det gammelkendte. Pølsen skal have den velkendte røde farve, og det er muligvis derfor, man ønsker at tilsætte nitrit (E250) snarere end faren for botulisme. Men det kan man også gøre noget ved. Det beviste en gruppe under Oprør fra Maven, som i foråret fik en udenlandsk økopølse fjernet fra hylderne i Fakta, ganske enkelt ved at beklage sig.

Økologien har i disse år mere end nogensinde brug for, at vi er årvågne. For med den stigende efterspørgsel kommer det nemlig hurtigt til at handle om profit og kvantitet i stedet for kvalitet, og det betyder en fare for, at værdierne skrider, og at økologien bliver udvandet. Det viser både direktivet om nitrit, og at man har tilladt en grænseværdi for gmo-rester i økologiske afgrøder. Så hvis vi ikke har mulighed for at købe direkte hos producenten, eller producere og forarbejde vores råvarer selv, bør vi påtage os det ærefulde hverv at være krævende kunder.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

StÝt Havenyt.dk

Til forsiden…