9. juli 2007

Økotid

Leder i Praktisk Økologi 4/2007

Af Veronica Bay, redaktør

»Jeg går ind for den økologiske samtale,« sagde en træmand, jeg interviewede i efteråret, da jeg klagede over, at han var svær at få fat i. »Den økologiske samtale? Hvad er det?«, spurgte jeg. »En samtale, der foregår øje til øje – og ikke frit svævende i mobilen«, lød det lakoniske svar.

Begrebet har summet i mit baghoved lige siden. Selvfølgelig mest, når mailen gløder, og tre telefoner ringer – på én gang. Så kigger jeg ud over alt mit tekniske isenkram og føler mig frisat, fordi jeg i princippet kan arbejde hvor som helst, bare den bærbare og mobilen er med, men også sært bundet, fordi jeg altid kan kaldes og aldrig rigtig har fri. For jeg skulle jo nødig gå glip af noget. Dermed deler jeg skæbne ikke alene med en stor del af Danmarks befolkning, men især med andre økologer. For som de engagerede og initiativrige mennesker, de er, har de alle vanvittig travlt. Den økologiske samtale handler ikke kun om fysisk nærvær, den handler også om tid til nærvær. Men er der noget, mange økologer ikke har, så er det tid. For der er så meget, de brænder for. Så meget, der skal sættes i værk, så mange kampe, der skal kæmpes. Og så bliver der ikke altid plads til den økologiske samtale, som træmanden drømmer om. Den gode samtale, som ikke bare bæres af ord, men også af en hosten, et smil og et blik til siden. Som glæder eller gør ondt, men som man husker og lærer af. Samtalen, som giver sig tid.

Ordet økologi blev skabt af den tyske biolog Ernst Haeckel af det græske ord oikos, som betyder »hus« eller »husholdning«, og ordet logos, som betyder »læren om«. Og i sin bredeste betydning er det jo det, økologi går ud på: læren om, hvordan man holder hus med ressourcerne. Men det er præcis det, de moderne teknologiske kommunikationsformer ikke indbyder til. Vi chatter, mailer, sms’er og googler og twitter os til et nærvær og en hyperkommunikation, som ikke er bæredygtig, men i virkeligheden er fuld af tomme kommunikationskalorier, fordi vi ikke giver os tid eller respekterer andres.

En del af min sommerferie bliver hvert år tilbragt i den samme hytte i en gammel skov. Hytten har koldt vand, et brændekomfur, udendørs das og ingen el. Jeg tager min datter tilbage til hytten år efter år for at lære hende, hvad tid er. Lære hende langsommelighed. Lære hende, at ting tager tid. Det tager en time at lave morgenmad. Først skal der tændes op, så skal komfuret være varmt, og først da kan der laves kaffe, ristes brød og koges grød. Når vi er i hytten, sidder jeg sjældent ned, for der er altid brænde, der skal hugges, et komfur, der skal passes og vand, der skal varmes. Ingen el er lig med ingen radio, tv, stereoanlæg eller computer – og i længden heller ingen mobil. Med andre ord er der kun de lyde, vi selv laver. Ud af stilheden opstår nye lyde og et helt andet nærvær.

Jeg ved godt, at når jeg kommer hjem igen, vil mailen atter gløde og telefonerne kime. En del af mig vil elske at kaste sig ind kommunikationsflowet igen. Men det er ikke den elektroniske kommunikation, der skal styre vores tid – det er os, der skal styre den med hård hånd, for først da kan der blive plads til den økologiske samtale.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider