12. januar 2016

Tak for året, der er gået

Medlem, sammen har vi i 2015 skabt MERE LIV – 2016, her kommer vi med ENDNU MERE LIV!

Tak for året, der er gået. Glæde til året, der kommer – TAK og GLÆDE fra formand, Trine Krebs, Landsforeningen Praktisk Økologi i skiftet mellem 2015 og 2016.

Vi er i landsforening, du og jeg og alle andre i forening. Måske, du ikke sådan mærker det til hverdag, måske du husker det, når medlemsbladet Praktisk Økologi dumper ind af døren. Måske du glædes over en god øko-nyhed, når PØ-nyhedsbrevet rammer din inbox. Måske du mærker en helt særlig energi, når vi samles til årsmøde, Mere Liv i Haven Festival eller til nære møder i Mere Liv i Haven, netværkene. Du er en del af det. Du er en af de 3856, som får det til at ske og her fra formandens stol kan jeg bare dele med dig, at jeg her ved årsskiftet kigger ud over et smukt mangfoldigt medlemslandskab fyldt med LIV. Og lysten til at skabe MERE LIV. Jeg håber at du dybt i din sjæl, mærker at vi i forening, skaber noget sammen, som gør en forskel – hvis ikke, så er det helt okay, men jeg vil alligevel give dig nogle eksempler ud af de tusindvis, som jeg hele tiden får ind på lystavlen.

Frølovgivning og en god demokratisk proces skabt af vores frivillige
Sammen har vi i 2015 ændret frølovgivningen. Hvis ikke vi var i forening, så er der meget stor sandsynlighed for, at det stadig, var ulovligt for private at bytte og handle med frø. Vi har skabt MERE LIV i frøene.

Vi har givet verden 75 seje, iværksættende, filosoferende og livlige haveambassadører
Tidligt i det nye år, når sidste hold haveambassadører er fløjet fra haveskolebænken, så har vi 75 i forening mangfoldige løse have-glædes-missiler gående rundt i den danske have og natur. De piller og kratter og fører sig fagligt frem på hver deres måde. De forandrer skolehaver, kommuner, byhaver – overalt skaber de gode eksempler, som alle danskere, kan kopiere og gøre til deres MERE LIV. Tak til VELUX, som betaler – OG det er os i forening, som har fundet på det, hvad det ikke skaber af fantastisk forandring i alle mulige skønne retninger.

TAK, siger jeg bare.

Vi skaber sammen med 7 andre foreninger DKs største og første deleøkonomiske folketræf – for bærdygtighed, økologi og grøn omstilling i Hvalsø 22–24. april 2016
50 frivillige knokler på at lave et folketræf, hvor vi i forening, viser verden, at vi skaber MERE LIV, mere grønt, mere omstilling, mere bæredygtighed, mere økologi. MERE LIV. Vi gør det bare, uden penge, uden andet end at en masse mennesker i forening, vil det. Kære medlem, det er den slags, som tidligere har vist sig at forandre verden, når så mange står sammen, hver med sin egen skønhed, egen stemme og peger i en retning – en mangfoldig retning – ikke en unison retning – men dog en retning, så sker der noget.

En kæmpe energi, skabt i forening.

UHHH, det er svært at vælge mellem alt vores GODE LIV i forening. Jeg siger dig, vi stråler og skaber MERE LIV i forening og jeg ser og hører og mærker det hver eneste dag – flere gange om dagen til tider – i så høj grad, at min husbond dagligt afbrydes af mine glædesudbrud. 2015 har været så fantastisk fyldt med LIV i forening og jeg takker hvert eneste medlem for de samtaler, de små skridt, de store skridt – som vi hver især tager, og inspirerer andre til at tage i en grøn retning.

Vi skaber MERE LIV – og det gør en forskel at være lemmet med. Medlem. Jeg glæder mig usigeligt til 2016, hvor der ikke bare bliver MERE LIV – der bliver HELT VILDT MEGET MERE LIV. Godt nytår til dig kære medlem. Hver for sig er vi små øer, sammen er vi en bølge, en mangfoldig bølge med en retning: GRØNT godt nytår.

VI håber vi ses her i 2016:
Folketræffet DET FÆLLES BEDSTE 2016 i Hvalsø: www.detfaellesbedste.dk – læs mere og tilmeld dig, gerne med workshop, bod eller aktivitet.

MERE LIV I HAVEN FESTIVAL 2016, den 29. oktober i Aarhus

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider