1. juli 2005

Småavlerkulturen er truet

Foto: Karna Maj

Leder i Praktisk Økologi 4/2005

Af Karna Maj, redaktør

Vores kulturarv består ikke kun af døde ting som bygninger. Det er også dyrkningskultur, kulturplanter, husdyrracer samt vilde planter og dyr. Denne mangfoldighed kan kun holdes i live ved, at planterne dyrkes og husdyrene avles i miljøer, som minder om de oprindelige. Det er ikke kun nogle få husdyrracer og plantearter og -sorter, som er bevaringsværdige. Det er hele mangfoldigheden.

Desværre får vores kulturarv på dette område lov til stille og roligt at forsvinde på trods af, at Danmark har underskrevet Konventionen om Den Biologiske Mangfoldighed for over ti år siden, og hermed har forpligtet sig til at sørge for at bevare mangfoldigheden i vores eget land.

Det vore politikere indtil nu har gjort, er at at nedsætte et udvalg med et par millioner kroner til fordeling mellem at par håndfuld avlere, der har 13–14 gamle danske husdyrracer. Det er ikke nok. Gamle husdyrracer er kun en meget lille del af mangfoldigheden.

Politikerne lader på det veterinære område industri og landbrug diktere regelsæt, som er godt i gang med meget hurtigt at udradere den småavlerkultur, som er forudsætningen for, at vi kan bevare den genetiske mangfoldighed. Og ifølge konventionen er det netop bevaring i praksis, at vi har forpligtet os til.

Mangfoldigheden kan kun bevares, hvis der er et folkeligt engagement. Ifølge konventionen skal bevaringen ske i en kultur, der ligner den oprindelige, dvs. små landbrug, mindre gartnerier og køkkenhaver. De frøfaste sorter og gamle husdyrracer egner sig fortrinligt til at blive brugt i småavlerkulturen. Faktisk er de ældre sorter og racer oftest meget bedre end de, der bruges i industrilandbruget, da de ofte er mere smagfulde og fremavlet i en tid, hvor der ikke blev brugt sprøjtemidler og kunstgødning. Der er en stigende interesse for gamle sorter og racer – også til salg i gårdbutikker og til restauranter.

Desværre er der en lang række bureaukratiske regler, som gør det næsten umuligt at holde husdyr i mindre skala, og de fleste gamle sorter kan slet ikke købes, da ingen frøfirmaer har råd til at betale gebyret for at have dem på EU-frølisten.

Hvis vi skal gøre os håb om at bevare vor levende kulturarv, er det vigtigt, at der nedsættes et styrende organ med deltagelse af græsrodsorganisationerne, som har det overordnede ansvar for hele området og kan sørge for, at der tages særligt hensyn til småavlerkulturen, når der lovgives på landbrugs- og miljø-området. Det er vigtigt, at småavlerne har mulighed for at afsætte de varer, som de producererer, uden al for megen og fordyrende kontrol, og at de ikke skal underkastes de samme regler og betalinger for kontrol som de store industribrug.

Det er også vigtigt, at der afsættes en rimelig sum penge til bevaringsarbejdet, da der er nogle områder, hvor det kan være nødvendigt med mindre tilskud til bevaringsarbejdet eller til at støtte opstarten af nye initiativer og informationsarbejde.

Men det vigtigste er, at småavlerkulturen bevares, da den er forudsætningen for bevaringsarbejdets succes. Det vil give almindelige danskere mulighed for ikke kun at se gamle husdyrracer og gamle grønsagssorter ude på markerne mange steder, men man vil også kunne købe og spise mange flere og spændende produkter, end industrilandbruget leverer.