13. september 2004

Spisekartofler dyrket med kemi

Spisekartofler dyrket med kemi

Artikel fra Praktisk Økologi 5/2004 s. 20f

Af Ane Bodil Søgaard og Annette Esbjerg Jensen

Kartofler er en af vores basisfødevarer, men langt de fleste kartofler på danske middagsborde er konventionelt dyrkede. De fleste forbrugere aner ikke, at kartofler sprøjtes og behandles med så mange kemiske stoffer og så tit på deres vej til spisebordet. Den historie vil vi fortælle her – og håber, at du vil fortælle den videre.

De gule kartoffelmarker i landskabet

Når man kører ude i det danske landskab i slutningen af juli måned, dukker den ene helt gule kartoffelmark op efter den anden. Drister man sig ind og spørger sig for hos avleren, får man at vide, at han har sprøjtet markerne med Reglone. Ordet Reglone får straks alarmklokkerne til at ringe. Blev det ikke forbudt for nogle år siden? For giftigt for miljøet? For langsomt nedbrydeligt i jorden? Men avleren ser slet ikke ud, som om han har gjort noget ulovligt. Næ ¬ han bruger Reglone til at stoppe kartoffelvæksten. Kartoflerne må nemlig ikke blive for store, så koger de ud, og vi skal spise kartoffelmos hele vinteren.

Har man været barn på landet først i 1950’erne, ja så undrer man sig. Dengang tog man kartoflerne op midt i oktober i kartoffelferien – og dengang spiste man ikke kartoffelmos hele vinteren.

For at få lidt samling og klarhed over de løse ender og de gule marker spurgte vi os for dels hos en konventionel kartoffelavler ved Lammefjorden og dels hos en kartoffelkonsulent, som både rådgiver økologiske- og konventionelle avlere. Vi var også omkring Lars Møller, Landbrugsrådgivningen i Skejby.

Jo mere vi spurgte, desto mere kompliceret synes hele kartoffeldyrkningen at være blevet. Ikke mindre end 2 bejdsemidler, 13 ukrudtsmidler, 11 svampe- og skadedyrsmidler og 2 midler til nedvisning er tilladte i kartoffelavlen ¬ den konventionelle naturligvis. Dertil kommer 8 midler, der bruges til at desinficere kartoffelhuse, maskiner, redskaber og det recirkulerende vand.Der er da noget at holde styr på.

Læggekartofler bejdses

I 1950’erne lagde man kartoflerne, efter de havde stået til spiring et koldt og lyst sted, så spirerne blev korte, kraftige og grønne og kunne tåle lidt knubs uden at falde af eller blive beskadiget. Selve kartoflen var også blevet godt grøn og rustet til at modstå både svampe og skadedyr. Foruden den grønne farve, som er klorofyl, danner kartoflen under lyspåvirkning solanin, som er et meget velegnet forsvarsstof. Under vækstperioden hyppede man et par gange indtil kartoffeltoppene dækkede rækkerne, og forhindrede sollyset i at nå ned til ukrudtet. Hypningen forhindrede også, at de nye knolde voksede op til
jordoverfladen og blev grønne.

Kartoflerne blev opbevaret vinteren over i kartoffelkældre eller i -kuler, koldt og mørkt. Og hen over vinteren sorterede man de dårlige kartofler fra og tog spirerne af. Det var det. Men så simpelt er det ikke mere. Langt fra. I hvert fald ikke, hvis man er en moderne konventionel kartoffelavler.

Allerede som læggekartoffel får man en »kærlig« omsorg. For at undgå at blive angrebet af rodfiltsvampen bliver kartoflerne bejdsede. Rodfiltsvampen er tit og ofte til stede i jorden, især hvis der er meget uomsat organisk materiale. Men den lever også på overfladen af kartoflerne, og herfra kan smitten også brede sig. Rodfiltsvampen sidder uden på knolden som små sorte buler på størrelsen med et nipsenålshoved. De kan uden videre skrabes af med en negl. Det er svampens hvilelegemer ¬ sclerotier. Er svampen i sit mere »aktive« hjørne, sætter den sig forneden på stænglen og hæmmer næringstransporten mellem bladene og knoldene. Den viser sig som brune plamager på stænglen og medfører, at kartoflerne kan blive skæve og få en skurvelignende overflade.

Bejdsemidlet, som er et pulver, er sundhedsmæssigt noget skidt, men er det letteste at håndtere for landmanden. Det kan give overfølsomhed ved kontakt med huden. Som alternativ findes bejdsemidlet også i flydende form, men det kræver specielt udstyr til at montere på kartoffellæggeren. Så man skal nok være kartoffelavler af en vis størrelse, for at der er økonomi i det.

Ukrudtet sprøjtes væk

Kartoflerne hyppes, lige efter de bliver lagt, og herefter holdes ukrudtet nede med de mange forskellige sprøjtemidler sommeren igennem. Valget afhænger af ukrudtsarterne, og hvornår de spirer i forhold til kartoflerne.

Kartoffelskimmel

Historisk set kom kartoffelskimmelsvampen først til Europa i midten af 1800-tallet. Indtil da var der af gode grunde ingen resistens mod skimmel i kartoflerne. Det fik katastrofale følger i 1845–46, idet kartoffelhøsten blev fuldstændig ødelagt i Irland med store sultkatastrofer som resultat. I de næste ca. 100 år var der kun den ene type af svampen, der fandtes i Europa, og den var stabil, da der kun var mulighed for ukønnet formering. Men i 1950 dukkede den anden type af kartoffelskimmel op i Schweiz. Med den kønnede mulighed for formering var der nu sat en helt ny udvikling i gang. I Danmark blev resultatet af den kønnede udvikling synlig omkring 1990.

Skimmelsvampen var, som det altid sker og er kendt fra utallige andre mikroorganismer, man prøver at bekæmpe med hård hånd, blevet mere aggressiv. I dag findes der ingen kemiske midler til at bekæmpe svampen. Man sprøjter forebyggende.

De kemiske midler, man benytter, hæmmer sporen i at spire på bladene. Det betyder, at avleren skal sikre sig, at der på bladene altid findes det kemiske aktive stof, som ikke må være nedbrudt, så de nye sporer, der kommer dumpende, forhindres i at spire. Det medfører, at der bliver sprøjtet hver 7.-14. dag, og under fugtige vejrforhold kan det ske helt ned til hver 4. dag. Man har et varslingssystem, så avleren, sammenholdt med sin egen vurdering lokalt, beslutter, hvornår den første skimmelsprøjtning finder sted. Planterne er på det tidspunkt 5–10 cm høje.

Sprøjtninger mod skadedyr

Midt i al sprøjteriet mod kartoffelskimmelen kan der komme angreb af andre ubudne gæster. Kartoffelbladplet kan i samme ombæring i en vis udstrækning hæmmes ved sprøjtning mod skimmel. Der findes nemlig ikke pt. godkendte midler mod bladplet. Ellers kan kartoflerne få besøg af lus (5), cikader (1), bladtæger (5) og knoporme (5). I visse år kan der endog forekomme invasion af coloradobiller (3). Tallene i parentes henviser til antallet af tilladte sprøjtemidler mod skadedyrene.

Kemisk nedvisning

Nu kommer vi så til de gule kartoffelmarker. For som tidligere sagt, må kartoflerne ikke blive for store. Så efter en kogeprøve, hvor man, som vi alle gør, koger kartoflerne, kan man se begyndende løse skaller på overfladen. Det er tegn på udkogning og startskuddet til at kartoffeltoppene sprøjtes med et nedvisningsmiddel, som i de fleste tlfælde er Reglone. Viser toppen ingen tegn på afmodning, aftopper man til 20–30 cm. Herefter sprøjter med Reglone, evt. 2 gange med 6–7 dages interval.

Incitamentet til denne artikel skyldes netop Reglone. Det viser sig, at Reglone blev forbudt i en 3 årig forsøgsperiode i 2000, idet man havde mistanke til et af nedbrydningsprodukterne. Resultatet er nu blevet, at Reglone igen er tilladt.

Men ser man nøje efter, er Reglone ikke det bare saftevand. Diquat-dibromid, som er det aktive stof, betegnes som giftigt, miljøfarligt og må ikke sprøjtes på blomstrende afgrøder eller ukrudt, fordi stoffet er farligt for bier. Stoffet betegnes også som farligt ved indånding, idet det irriterer åndedrætsorganerne. Huden bliver irriteret ved kontakt og måske ikke overraskende for de fleste må Reglone ikke indtages. Sker det alligevel, skal man fremprovokere en opkastning.

I relation til miljøet viser stoffet sig at være meget giftigt for organismer, der lever i vand, og kan derfor forårsage uønskede langtidsvirkninger i søer og åer. Man skal derfor holde sig mindst ti meter væk fra evt. vand med sin sprøjte.

Og hvordan virker Reglone på kartoflen? Diquat-dibromiden optages gennem bladene, hvor det ved lysets hjælp danner brintoverilte, et stærkt og meget reaktivt frit radikal, som ødelægger cellerne, og kartoffeltoppen nedvisner hurtigt.

Der skal gå min. 7 dage, fra kartoflerne er blevet sprøjtet og til høst. I valmuer skal der gå 75 dage. Gad vide, hvorfor der er så stor forskel på birkes og kartofler? Kartoffeltoppene, der er sprøjtet og nedvisnet, må ikke bruges til foder.

Forsøg har vist, at der er alternative metoder med aftopning, ukrudtsbrænding og underskæring af kartoflernes rødder. Men på de fleste bedrifter er sprøjtning lettere og billigere.

Udseende frem for smag

Lars Møller mener, at blot indenfor de sidste 10 år er kvalitetskravene, forstået som kartoflens udseende, steget enormt. Det ses både på forædlingsområdet og på udstillinger, hvor vægten primært lægges på udseendet. Hvordan kartoflerne tager sig ud overfor kunderne i forretningerne er alt afgørende. Gamle og meget smagfulde sorter som Bintje og King Edward er slet ikke i kurs pga. udseendet.

Økologiske kartofler er alternativet

Efter at have sat os lidt ind i den konventionelle kartoffelavl, får man den ide, at hvis alle forbrugere kendte den konventionelle kartoffels curriculum vitae, ville de fleste nok vælge den økologiske kartoffel på trods af en højere pris og uden at skele til udseende, men sikkert gå efter smagsmæssigt gode sorter.