Vores havementorer er frivillige medlemmer, der gerne vil give gode råd og sparring til dig om alt fra høns i haven til bi-venlige bede.

Havementorer

Vores frivillige havementorer er vores mere erfarne medlemmer, der har lyst til at hjælpe andre medlemmer med sparring og gode råd til haven. Helt gratis. Du kan kontakte hvem som helst af havementorerne. Ønsker du besøg af havementoren, skal du kun betale for transport.

Hvis ikke der er en mentor i nærheden af dig, så opfordrer vi til, at man melder sig ind i et af vores lokale havenetværk og spørger efter hjælp der. Medlemmer af Landsforeningen Praktisk Økologi kan også spørge i den lukkede medlemsgruppe Praktisk Økologi i hverdagen på Facebook.

Har du lyst til at være havementor, så skal du blot sende en mail til info@praktiskoekologi.dk med en beskrivelse af dig selv, dine kontaktinformationer og dit medlemsnummer.

Find din havementor

Havementorer på Sjælland
Havementorer på Fyn
Havementorer i Jylland

Sjælland

3390 Hundested

Arabella
Spiselig skovhave/permakultur er en rigtig god måde at anlægge have på. Man kan gøre det lidt ad gangen. Vi har omlagt en stor del af vores sommerhushave ved Hald Strand nær Torup i Nordsjælland, og jeg synes efterhånden, jeg har så meget erfaring, at jeg gerne vil dele ud af den.

Fordelene ved skovhaver er mange: først og fremmest er det en meget klimavenlig metode. Ingen nøgen jord og planter der sammen med deres omgivelser er i en konstant proces. En god måde at nedbringe CO2.

Skovhaven er anlagt efter skovens principper: bunddække, lidt højere urter, bærbuske og træer. Alt har et formål: Enten er det spiseligt, eller også er det med til at trække mineraler m.m. op fra jorden, bidrage til biernes trivsel m.m.

Når først haven er anlagt, er der meget mindre arbejde og masser af mad fra flerårige vækster og bær og frugter.

Jeg arbejder også med at bruge metoden i mine altankasser i 2100 København.

Kontakt Arabella

4550 Asnæs

Dorthe
Jeg har en have på omkring 2100m2 i en lille lansdby i Odsherred. Jeg har en have med urtehaver, drivhus, store og små frugttræer, nøddetræer, bærbuske, grenbunker, opstart på en skovhave, bigårde og hønsehus.

Kontakt Dorthe

4760 Vordingborg

Kirstine

Jeg har en stor grøntsagshave, der altid har været dyrket økologisk, men i de seneste 8 år er den dyrket efter no-dig principper. I takt med at jeg er blevet ældre, har det været en stor arbejdslettelse for mig ikke at skulle grave og at slippe for en del af kampen imod ukrudt. Udbyttet af grøntsager har været stort hele året rundt, og fornemmelsen af i højere grad at følge naturens principper har været rar. Jeg har haft den store og inspirerende fornøjelse at møde »no-dig guruen« Charles Dowding og har deltaget i kurser hos ham på Homeacres i England.

Jeg er på ingen måde ekspert i hverken grøntsagsdyrkning eller no-dig principper, men jeg håber, at mine mange års erfaringer kan bruges af andre.

Kontakt Kirstine

Fyn

5771 Stenstrup

Mona
Jeg vil gerne bidrage til, at flere kan få glæden ved alt det skønne, der kan ske i en have. I min verden er mangfoldighed, også kaldet biodiversitet, det bedste, der findes. I alle aspekter. Derfor bør en have også indeholde alt, hvad hjertet og naturen begærer: insekter, fugle, pindsvin og alt det andet mylder, der på økologisk vis kan bekæmpe nogle af de ting, som vi holder mindre
af i haven. En have behøver ikke at være 500 m² eller mere for at blive vidunderlig. Tænk blot på, hvor meget glæde man kan have af at sidde på en lille bænk og kigge på et æbletræ med vidunderlige, yndige, hvide blomster efterfulgt af den kølige skygge på varme sommerdage og til sidst nyde frugterne. Jeg kan komme med bud på anlæg og udnyttelse af køkkenhave – herunder kompost, grøngødning og jorddække, no-dig (ikke-grave)-metoden og gødningstyper. Bud på gode stauder, græsser, surbundsplanter. Hvor planter man hvad? Jeg kan komme med friske input til en eventuel omlægning af dele af haven. Jeg har 30 års haveerfaringer. Jeg vil gerne hjælpe jer, der bor på Sydøstfyn, i en radius på ca. 25 km rundt om Stenstrup.

Kontakt Mona eller tlf. 2028 6248.

5853 Ørbæk

Olav
Jeg har 30 års erfaring med diverse økologiske haver, og 3–4 års oplevelser med biodynamiske præparater og mange flere år med såkalenderen. Jeg er ¾ del selvforsynende med det meste og er tovholder på en stor flygtningehave for andet år i Ryslinge. Jeg vil gerne komme til besigtigelser i en radius af 12 km rundt om Ryslinge og invitere viceversa i min(e) have(r). Forslag til handlingsplaner, herunder for opbevaring og opstart af nye projekter gives gerne via mail eller telefonisk kontakt.

Kontakt Olav eller tlf. 2016 1970

5900 Rudkøbing

Pia
Jeg har dyrket økologisk have i 35 år, siden jeg blev færdig med at læse og flyttede fra Aarhus ud på landet. I nogle år drev jeg sammen med en kæreste et lille husmandsbrug på 16 tdr. land, som vi midt i 80’erne omlagde til økologisk drift. I dag bor jeg på Langeland, hvor jeg har en 2600 m² stor have med 14 store højbede til grøntsager og skovhave, der rummer mange spiselige bær, frugter, krydderurter og andre spiselige urter, store og små træer og buske, blomsterløgvækster, roser og stauder. Jorden holdes dækket hele året – og tilnærmelsesvis ukrudtsfri – af enten planter i vækst eller kviste, blade, tang og lign. Jeg graver den aldrig. Jeg er optaget af at skabe et miljø med plads og mulighed for stor biodiversitet. Tror du, at du kan bruge min viden og erfaring, deler jeg den gerne med dig.

Kontakt Pia

Jylland

6760 Ribe

Hans
Jeg har dyrket økologisk køkkenhave siden 1976, de forskellige steder jeg har boet siden da. På min nuværende boplads har jeg været siden 1998. Her har jeg, sammen med min hustru, oparbejdet en meget høj grad af selvforsyning med grøntsager, krydderurter, frugt, bær og nødder. Vi har 2,3 ha, hvoraf størsteparten er skov til selvforsyning af brænde og tømmer. Efterhånden sniger vi også flere spiselige ting ind i skoven. Har en lille planteskole til eget forbrug, så der kan blive nye skovtræer og lidt ekstra frugttræer. Poder lidt hvert år. Har efterhånden fået opbygget en god artsdiversitet af æblesorter. Har bier og høns. Går meget op i at være selvforsynende med næringsstoffer gennem kompostfremstilling. I 2013 begyndte jeg at dyrke biodynamisk. Køkkenhaven er på 500 m², derudover har vi drivhus og frugthave. Jeg synes, det kunne være dejligt, hvis min erfaring kunne bruges til at inspirere andre medlemmer til at bruge jorden til at fylde maverne eller bare til at få fingrene i jorden og få livgivende jordforbindelse. Jeg er helt klart bedst til at formidle omkring mine erfaringer med udgangspunkt i mit eget have- og skovbrug. Så derfor tager jeg gerne imod besøg til en snak, som forhåbentlig kan være til inspiration. Jeg bevæger mig helst ikke for langt hjemmefra for at rådgive omkring havebrug.

Kontakt Hans

7100 Vejle

Mette Sørensen
Jeg har altid interesseret mig for have og økologisk dyrkning. Tidligere arbejdede jeg mest med køkkenhaven, men de sidste mange år har interessen mest været på blomstrende ting og mangfoldighed, så der er gode forhold for fugle, smådyr og insekter. Jeg lægger også stor vægt på, at der er blomster at plukke ind det meste af året. Jeg bor i en almindelig lille parcelhushave i Vejle, hvor vi også har en lille flok høns, som vi synes er en uundværlig del af livet og hyggen i haven, og så kan vi jo være selvforsynende med god gødning til planterne. Jeg har haft høns i rigtig mange år, og har fået mange erfaringer med at holde havehøns. Jeg skrev en artikel til Praktisk Økologi nr. 2/2010: ‘Lille have med stor mangfoldighed’.

Kontakt Mette

8450 Hammel

Lotte og Per
Lotte Hovmark Børresen og Per Kring Jensen bor på mindre landejendom nær Hammel. Vi arbejder med at finde en bæredygtig tilværelse, herunder en fornuftig balance mellem selvforsyning og hensynet til biodiversitet. Vi er ved at opbygge en have, der er inspireret af forskellige principper. En inspiration er selvforsyningsprincipper fra både skovhave, permahave og no-dig køkkenhave. En anden vigtig inspiration er insektvenlig vild have, hvor vi opbygger bede med hjemmehørende arter og andre værdifulde elementer, som bosteder og fødekilder for insekt- og dyreliv. I vores have har vi også høns, ænder og bier. Vi synes, det er sjovt og spændende at arbejde med opbygning af haver, hvor selvforsyning og biodiversitet går hånd-i-hånd.

Lotte har næsten 30 års erfaring med økologisk have, insektvenlig have, dyrehold og selvforsyning. Per har mange års erfaring med græsrodsarbejde og sund livsstil, men er ny og engageret havemand.

Kontakt Lotte og Per

9000 Aalborg

Gitte Tjørnehøj
Jeg har to haver. En mindre rækkehushave med blomster, dam og buske i udkanten af Aalborg og min mere bynære kolonihave, kaldet Økolonien, hvor jeg dyrker vildskab og grøntsager. I kan finde Økolonien på facebook. Som havementor tager jeg udgangspunkt i jeres havedrømme og drøfter muligheder og udfordringer, så I kan komme godt i gang med at anlægge eller omlægge have. Selvom mine haver er vilde med vilje, kan jeg fint hjælpe, selvom I holder af klippede græskanter og lige linjer, så længe det er økologisk, og I tilstræber natur-venlige løsninger. F.eks. fugle- og bi-venlige haver.

Kontakt Gitte

9460 Brovst

Inge Lis
Jeg bor i Tranum i Jammerbugten og har en have i udkanten af landsbyen. Jeg har først og fremmest spiselige afgrøder: 22 højbede med diverse grøntsager, frugttræer, frugtbuske, krydderurter. Desuden nyplantede hassel og valnød og et par figentræer. Et stort drivhus med druer, tomat, agurk og diverse peberfrugter. Og selvfølgelig har jeg masser af blomster, mange integreret imellem grøntsager. Fokus for mig er at være selvforsynende, at arbejde med økologiske metoder hvor jordforbedring er vigtig. Er interesseret i mangfoldighed, gamle sorter, samler selv en del frø. Min baggrund i praktisk økologisk landbrug startede i 1970’erne, også med en stor køkkenhave, senere undervisning og nu lokalt engagement i havegruppe og skolehave ud over min egen have.

Kontakt Inge Lis

Her er du: Forsiden > Kontakt > Havementorer

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider