8. januar 2006

Haven og den store verden

Leder i Praktisk Økologi 1/2006

Af Jens Thejsen, redaktør

Frosten går gennem marv og ben, og fuglene sidder oppustede i buske og træer. Vinteren er over os, men det er blevet et nyt år, og det går langsomt imod lysere tider. Det er dog ikke rigtig havetid endnu. Man kan sidde i den varme stue og se ud på det kolde vinterliv eller måske ligefrem bevæge sig derud. Sparke lidt til en knold, se på et par vinterporrer og fryde sig over et par tørre frøstande. Pludselig flyder havedrømmene, og væk er velfærdskommission, racisme, stress og jag. Snart er man i gang med den store haveplanlægning, eller man bevæger sig rundt i en meditativ havefryd.

Haven er et fantastisk sted. Her har fantasien frit spil, her kan man realisere drømme om noget oprindeligt, her er alt muligt. I en hverdag, hvor det er vanskeligt at få hold på verden, kan man plante og beskære sig til orden. I en hverdag, hvor alt er planlagt og skal måles, kan man skabe sin egen vildmark. I en hverdag, hvor leg snart er forbudt selv for børn, kan man skabe sit eget legeland med planter, sten og dyr.

Men er haven så ikke bare en flugt fra virkeligheden? Det kan den godt være, men haven giver utrolige muligheder for selv at sidde ved roret og bestemme kursen. I haven kan man opleve helhed. Her er en grønsag ikke en vare, det er hele processen: Jordbehandling, såning, lugning, skadedyr, ukrudt, kompost, høst osv. At arbejde med have kan give indsigt i naturprocesser og giver forståelse for råvarekvalitet. I haven er man med- og modspiller i en biologisk kamp. Haven er en af de få kamppladser, hvor man ikke behøver blive stresset. Her kan man skabe sin egen terapihave.

Selv om vinteren stadig er over os, og selv om tiden mest er til planlægning og drømme, så er de rigtige havefolk klar. Solen skal bare kaste et par stråler, så kommer hakke, skovl og spade frem. Så skal der indrettes, omlægges og beskæres. Haven kan være et befriet område, hvor man kan udfolde sig, og hvor alt ikke regnes i penge.

Men man er alligevel ikke fri for den store samfundspåvirkning: Vandet kan stadig være fyldt med pesticider, frøene kan være manipulerede, og luftforureningen stopper ikke ved hækken. Selv om man kan indrette sig, som det passer en, sætte de mest aparte farver sammen, være meget stilren eller sætte storke og møller op, så bliver haven aldrig en isoleret ø. Verden kører med fuldt tryk på, og det bliver stadig vanskeligere at køre sit eget løb.

I dag er det mere vigtigt end nogensinde, at natur og miljø kommer i centrum, når der lovgives og lægges planer for fremtiden. Havefolket har potentialet til at vise en anden vej end den, der er styret af penge, og hvor øget forbrug er lig med fremskridt.

Naturvenlige havedyrkere har noget at byde på – om det så sker gennem læserbreve, aktiviteter i haveforeninger, naturfredningsforeninger, Nepenthes eller Landsforeningen Praktisk Økologi, er ikke afgørende. Det vigtigste er, at havefolkets indsigt og forståelse også kommer ud over havelågen.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider