29. juli 2020

Bliv vært for en Vild Middag

Arbejdsgruppen Vild Mad under projekt Vores Natur vil i løbet af 2020 afvikle events, hvor hele Danmark inviteres til at smage på den danske natur og blive klogere på at bruge den i køkkenet.

De ‘Vilde Middage’ skal afholdes i løbet af september og oktober over hele landet, og er en mulighed for at invitere folk til at deltage i enten en fisketur, sanketur eller jagttur og derefter tilberede og nyde en middag i fællesskab.

For at afholde middage, skal der findes lokale værter, der i samarbejde med os vi stå for at afvikle vilde middage. Værten skal medvirke til, at deltagere oplever og lære hvad vild mad kan i en social setting. -Er noget for dig at blive vært for en Vild Middag?

Formålet er at give danskerne en forståelse for at samle, jage, fiske og tilberede naturens råvarer, gennem folkelige aktiviteter, der kommer bredt ud, fordrer nysgerrighed og interesse for naturen.

Til en ‘Vild Middag’ skal der være et element af formidling, det kan være indsamling af vilde planter, fiskeri eller jagt. Fokus for formidlingen skal være tilgængelighed og kan understøttes af i forvejen eksisterende materiale som for eksempel VILD MAD-appen.

Arrangementet kan få økonomisk støtte
Pr middag er der afsat 5000,– DKK inkl. moms til generelle udgifter som for eksempel møbler, råvarer eller en kok. Derudover er der afsat 3500,– DKK eks. moms til formidling som for eksempel en jæger eller en VILD MAD-formidler. OBS Der er midler til et begrænset antal middage.

Det er tilladt at tage et mindre beløb for deltagelse. Tidligere erfaring peger på, at brugerbetaling er en effektiv måde at fastholde tilmeldte til at deltage på dagen.

Materialepakke og pressekit
Alle værter modtager en Vild Middag-pakke bestående af et opskriftshæfte med opskrifter fra nogle af danmarks bedste kokke, der efterfølgende kan deles med de deltagende, gode råd og tips til at afholde en vild middag, en drejebog der skal gøre det enkelt at eksekvere arrangementet, og et pressekit der skal gøre det nemt at udbrede kendskabet til arrangementet. Tilsammen håber vi, at ovenstående vil hjælpe til at skabe nogle rammer for de Vilde Middage til glæde for både værter og gæster.

For at modtage økonomisk støtte til din Vilde Middag skal den overholde følgende rammer:

  • Event-navn eller beskrivelse skal på en eller anden måde indeholde »Vild Middag« – det kan enten være som en del af titlen, underoverskrift eller på anden vis.
  • Ved en Vild Middag skal der være minimum 25 deltagere og max. 50 per event.
  • Event afholdes i september eller oktober 2020.
  • Arrangementet skal være offentligt tilgængeligt og skal oprettes i aktivitetskalenderen på voresnatur.dk
  • Efter arrangementets afslutning skal du afrapportere til din Vilde Middage-kontaktperson i form af et budget, nogle linjer om arrangement og et par billeder.

Man er velkommen til at afholde »Vild Middag«-arrangementer i forbindelse med andre lokale arrangementer såfremt konceptet er tilpasset.

Er du medlem af Praktisk Økologi og kunne du tænke dig at afholde en Vild Middag skal du kontakte Praktisk Økologis kontaktperson Mikael på mikael@praktiskoekologi.dk hurtigst muligt – der er kun penge til at støtte et begrænset antal middage.

E-mailen skal indeholde event-navn og event-beskrivelse.

Find VILD MAD formidlere til dit arrangement her.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider