Som bestyrelsesmedlem i Praktisk Økologi er du med til at forme visionerne for foreningens grønne arbejde. Vi opfordrer alle til at stille op uanset køn, alder eller baggrund.

Mød kandidaterne til bestyrelsen

Til generalforsamlingen den 29. marts 2025 stiller følgende kandidater op:

Lotte Hovmark Børresen

Mit navn er Lotte Hovmark Børresen og jeg bor ved Hammel vest for Århus.

Jeg gift med Per og vi er sammen i gang med at opbygge en selvforsynings have, der består af en del med traditionelle etårige afgrøder, en skovhave og en masse områder, hvor vi prioriterer biodiversiteten og det vilde. Vi arbejder med at opbygge vores dyrkningsjord, så vi efterlader den i en bedre stand end vi modtog den. Her fem år efter, at vi gik i gang med projektet, er vi allerede rigtig langt i forhold til at være selvforsynende og skabe mere liv i haven. Det giver os dagligt stor glæde.

Jeg har dyrket haver i over 30 år og har en solid naturfaglig baggrund, hvor jeg har arbejdet med formidling i over 20 år.

Jeg har igennem det sidste halve år været forperson for Praktisk Økologi. Det har været både spændende og udfordrende at stå i spidsen under de forandringer, som vores forening har været igennem de seneste måneder. Derfor genopstiller jeg til bestyrelsen for Praktisk Økologi, fordi jeg ønsker at være med til at styrke vores forening, så vi i endnu højere grad kan gøre det vi er bedst til – at udbrede viden om og glæden ved at dyrke en mangfoldighed af sunde og velsmagende økologiske grøntsager i vores haver. Min ambition er, at flere skal opleve glæden ved at arbejde med den sunde jord og få mod til at øge diversiteten i haven. Jeg vil også arbejde for, at vi får en stærkere politisk profil og en markant stemme. Vi skal turde tale vores og økologiens sag.

Som mangeårigt medlem af Praktisk Økologi mener jeg at fællesskaber og medlemmer skal prioriteres højt i foreningen. Derfor har jeg og bestyrelsen sat medlemmerne og fællesskabet øverst på dagsordenen. Støtten og opbakningen til de lokale netværk og de mange frivillige har ikke været god nok – og det er vi allerede i gang med at ændre. Vi kontakter de lokale netværk og vi har afsat penge i budgettet til at få gjort noget ved »Mere liv i haven« hjemmesiden. I bestyrelsen vil jeg arbejde for at prioritere medlemmer og aktiviteter, der gør vores forening attraktiv at være medlem af.

Jeg mener, at Praktisk Økologi skal være med til at forandre verden gennem formidling af økologisk levevis. Vi skal formidle den enorme viden, som vi som medlemmer besidder til de kommende generationer. Vores viden og kompetencer er en vigtig brik i den grønne omstilling, som Danmark skal igennem. Vi skal også turde være politiske. Derfor har vi skabt en skarpere politisk profil. I samarbejde med andre grønne foreninger kan vi gøre en reel forskel for vores medlemmer og danskerne generelt. Det viser stævningen af Miljøstyrelsen, hvor der nu for første gang i 31 år ikke gives dispensation til den ulovlige sprøjtegift Asulam. Det er en sejr for os og naturen, men kampen for økologien og en renere natur stopper for mig ikke her. Vi er økologer, fordi det er bedre for jorden, livet og alle vores medmennesker.

Min ambition for Praktisk Økologi er, at vi bliver en forening som man vil være medlem af og som man er stolt over at være medlem af.

Simon Møller

Mit navn er Simon Møller og jeg har været en del af PØ’s bestyrelse det sidste års tid. Jeg har arbejdet som menig bestyrelsesmedlem, hvor jeg har bidraget i kommunikations- og økonomiudvalget.

Til dagligt bor jeg i en lejlighed på Nørrebro, og trods min mangel på have, har jeg stadig stor interesse for økologisk dyrkning, dog bare i altankasser.

Gennem det sidste års tid har jeg fået en bred forståelse af PØ og lært at økologi er essentielt for en bæredygtig fremtid. Ved at dyrke/vælge økologiske produkter bidrager vi til miljøet og sikrer bedre fødevarer. Økologisk dyrkning reducerer brugen af skadelige kemikalier og bevarer jordens frugtbarhed. Disse vigtige elementer kommer ikke af sig selv. Det er gennem frivillighed og sammenhold at resultater skabes i denne forening. Når sammenhold, frivillighed og økologi forenes, skabes et stærkere og sundere samfund. Ved at stå sammen, hjælpe hinanden og tage ansvar for naturen, sikrer vi en bedre fremtid for kommende generationer.

Disse elementer vil jeg gerne bidrage til, og derfor stiller jeg op i bestyrelsen for PØ.

Lotte Hovmark Børresen

Simon Møller

Her er du: Forsiden > Om os > Generalforsamling > Mød kandidaterne til bestyrelsen

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider