28. november 2016

PØ samarbejder med alle

At udforske det praktiske, økologiske liv tilhører ikke nogen ideologi, tilhører ikke noget parti, tilhører ikke særligt afgrænsede organisatoriske venner. Landsforeningen Praktisk Økologi samarbejder med alle, der vil, og vi taler med alle. Det blev mig igen bekræftet ved at være sammen med 40 have­ambassadører i årets første efterårsweekend, hvor vi talte om Giftregn – nej tak. Vigtigheden af at sige vores ­mening og samtidig være indstillet på dialog. Giftregn – nej tak handler ikke om at ekskludere nogen, men om at gøre opmærksom på, at praksis med at sprøjte gift i landbruget har konsekvenser for praktiske økologer – konsekvenser, som vi gerne ser os foruden, fordi vi gerne vil dyrke vores have uden gift. Jeg noterer mig også, at de professionelle økologiske landmænd har glædet sig over den moralske støtte fra os – og at der muligvis er en erstatningsfond på vej til landmænd, som får forurenet deres høst. Det hjælper ikke haveejere, andet end at det er anerkendt, at det er et problem, at sprøjtegifte ikke kender skel.

Jeg bliver altid forundret, når nogen møder mig med opfattelsen af, at økologien skulle være båret af en særlig politisk indstilling til verden. Det er slet ikke sådan, jeg møder virkeligheden, hverken på Christiansborg eller i mit praktiske, jordiske liv. Hvad jeg ser i praksis er, at alle politiske orienteringer støtter op om og vil være med til at udforske økologien. Og jeg bliver så træt, når medmennesker mener, at særlige politiske partier har eneret på økologien. Det røde Ø blev lanceret af en landbrugsminister fra venstre efter hårdt benarbejde af en radikal, og siden har både venstre og højre side af Folketinget sikret vilkår for, at økologien kan udvikle sig i Danmark. Det er magtens fordeling, men også ude blandt os helt almindelige praktiske økologer og blandt professionelle økologiske landmænd findes alle politiske overbevisninger. Og det er vigtigt – det er en vigtig dynamik – og vi skal ikke lade nogen politisk overbevisning stjæle økologien – for læren om det cirkulære kredsløb er apolitisk og for alle.

Dette er også vigtigt i det lokale arbejde. Mere Liv i Haven-netværk er for alle – men mest af alt skal de være med til, at foreningens medlemmer har et sted at være og lære lokalt. Og der er ingen regler. Ingen krav fra foreningens side om, at netværk skal organisere sig på den ene eller anden facon, skal afholde × antal arrangementer eller deltage i promovering af foreningen. Det kan naturligvis være svært selv at skulle sætte rammerne og blive enige om lokalt, hvad vi vil med vores netværk. Det har til gengæld den styrke, at hver må finde sig selv i det lokale arbejde – og skabe de lokale praktiske fællesskaber og synlige bæredygtige tiltag, som giver mening og kan samle lokalt. Derfor er der heller ingen grænser for, hvordan Mere Liv i Havens lokale netværk kan udforske det lokale samarbejde. Om der kan skabes fortællinger om et økologisk fælleshus, en fælleshave, en kirkehave, et kogræsserlaug, høslet, naturvandringer, historiefortælling, dans, rosenkurser, høstbytte eller foredrag om vilde bier. Det vigtige er, at det giver mening og rodnet til vores lokale netværk.

Hvis I oplever, at I mangler lokale samarbejdspartnere, så se, om nogle af de foreninger, som vi i PØ allerede samarbejder med, måske også mangler samarbejdspartnere i det lokale samarbejde: Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening, Frie Bønder – Levende Land, Landsforeningen Økologisk Byggeri, Permakultur Danmark, Omstilling Danmark, Omstilling NU, Slow Food, Fødevarefællesskaberne, Natur og Samfund, højskoler, biblioteker, miljøpunkter, kolonihaver, biavlere. Listen er lang, og det vigtige er, at det lokalt giver mening – og at I selv udvider i de retninger, som giver rødder og praktisk økologisk energi.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

StÝt Havenyt.dk

Til forsiden…