15. september 2023

PRESSEMEDDELELSE: Bred NGO-koalition går imod EU-lovforslag – alle GMO’er skal fortsat risikovurderes, mærkes og gøres sporbare

EU-Kommissionen kom for nylig med et forslag om at svække GMO-reglerne. 11 danske NGO’er er gået sammen i en kampagne for at informere om risiciene ved det nye lovforslag og for at opfordre den danske regering og EU-parlamentarikere til at stemme nej.

Flere lande i EU vil stemme imod EU-Kommissionens forslag om en markant svækkelse af GMO-reglerne for godkendelse af planter i landbruget, som er frembragt ved hjælp af nye genmodificerings-metoder, også kaldet NGT, herunder CRISPR.

Det mener vi, undertegnede organisationer, også, Danmark skal gøre. I EU’s Ministerråd bør den danske Fødevareminister stemme imod forslaget om svækkede regler. I EU-Parlamentet bør danske politikere stemme imod Kommissionens forslag, og det danske Folketing bør gøre det samme.

EU-Kommissionens forslag indebærer, at nye GMO-afgrøder ikke skal godkendes, risikovurderes, være sporbare eller mærkes. De nye former for genmodificerede organismer vil udsætte mennesker og natur for en lang række risici, da EU’s udsætningsdirektiv blandt andet ikke længere skal vurdere om GMO’erne forurener naturen eller hvorvidt de er farlige for mennesker i forhold til eksempelvis allergener, toksicitet og ændringer af proteiner.

Lempelsen af reglerne vil desuden forhindre borgerne i at kende til eventuelle GMO’er i den mad, vi køber i supermarkeder, kantiner, restauranter eller får serveret i skoler, børnehaver eller på hospitaler.

Et andet landbrug er muligt
Det er ikke nødvendigt at lempe GMO-reglerne for at frembringe tilstrækkelige og gode produkter fra landbruget. I stedet har vi brug for godt landmandskab og udvikling af sorter med gennemprøvede metoder, der ikke indebærer risici for natur og sundhed, som det er tilfældet med GMO-sorter.

Nedenstående 11 danske NGO’er er gået sammen om at informere om forringelserne af GMO-reglerne og dets omfattende konsekvenser for landbruget, naturen og vores sundhed. Det er afgørende for jordbrugere, fødevarevirksomheder, butikker og forbrugere, at vi beholder muligheden for at vælge GMO-produkter fra på grundlag af åben information og mærkning.

Vi kræver, at alle GMO’er fortsat skal risikovurderes, mærkes og gøres sporbare – fra jord til bord.

Læs mere her.

Astrid Sandmark, Forkvinde for Landsforeningen Praktisk Økologi udtaler:
De nye genteknikker skal ikke undtages for de gældende regler for sikkerhedsvurderinger af GMO. Det strider med det økologiske forsigtighedsprincip, og vi skal sikre, at økologien fortsat er GMO-fri. Samtidig vil vi have fastholdt forpligtelsen til at deklarere alle former for GMO på frø, foder og fødevarer. Alle skal have retten til at vælge, om de vil have GMO ind i deres haver og på deres tallerkener.

Ole Færgeman fra Frie Bønder Levende Land udtaler:
Frie Bønder Levende Land går ind for godt landmandskab frem for pilleri i den genetiske kode for alt levende.

Jørgen Martinus fra Grøn Hverdag udtaler:
Det er vigtigt at bevare forbrugernes frie valg. Derfor skal fødevarer fremstillet ved
hjælp af nye genteknikker godkendes og mærkes som eksisterende GMO-varer.

June Rebekka Bresson fra Miljøbevægelsen NOAH udtaler:
Retten til GMO-fri mad forsvinder, hvis EU-Kommissionens lovforslag om deregulering går igennem. Årtiers forsigtighed og gennemsigtighed for forbrugerne bringes til en ende.

Ruth Marie Kondrup fra Permakultur Danmark udtaler:
Vi må forberede os på fremtidens udfordringer ved at designe intelligente fødevaresystemer. Vi tror ikke, at GMO er nødvendig, tværtimod kan det være en risiko for både fremtidig fødevareproduktion og natur.

Klaus Loehr-Petersen fra Foreningen for Biodynamisk Jordbrug udtaler:
Dyrkning af GMO-afgrøder er forbudt i både EU’s økologiregler og i de biodynamiske Demeter-regler. Hvis GMO-afgrøder ikke fortsat bliver omfattet af kontrol, risikovurdering og mærkning i alle led i kæden, kan det økologiske og biodynamiske landbrugs status som GMO-frit være truet. Det er imod EU’s 2030-mål om 25% økologisk areal i EU, og det er imod forsigtighedsprincippet, som økologisk og biodynamisk jordbrug bygger på.

For yderligere information, kontakt:

Koalitionen bag kampagnen:

Miljøbevægelsen NOAH
Landsforeningen Praktisk Økologi
Landsforeningen Grøn Hverdag
Foreningen for Biodynamisk Jordbrug
Corporate Europe Observatory
Frie Bønder Levende Land
Frøsamlerne
Permakultur Danmark
Dansk Vegetarisk Forening
Demeterforbundet i Danmark
Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider