28. september 2010
Kære Abonnent.
Bombardementet med genetiske fiflerier vil ingen ende ta’. Anders Borgen, hin solide frontkæmper for en bedre verden har taget bladet fra munden. Guderne skal vide at det er et sisyfos arbejde at gå mod strømmen af gmo’ere. Ja og nu er fisk ingen undtagelse. Men der findes bæredygtige modstrøms fisk.
På Redaktionens vegne
Per Kølster
Nu har man hørt det med! Genmodificeret laks, der vokser dobbelt så hurtigt og bliver en frankenstein på ganske kort tid. Skaberne af dette mareridt søger nu at få fisken godkendt som menneskeføde! Det er en gyser af værste skuffe, og vi er forargede! Hvis dette kræ slipper ud i havet (og det gør den) er det slut med al-verdens sundt opsparede lakse-genplujer med fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser til følge.
Læs selv mere her: www.dr.dk/Nyheder/Udland/2010/09/21/075753.htm
Og her en engelsk artikel om emnet: www.scientificamerican.com/article.cfm?id=fda-panel-to-consider-gmo-salmon
/PK, TH
Økologiske fisk findes, og sælges i hele landet. De opdrættes i specielle farme, der skal leve op til særlige krav om foder, forhold og spildevandsudledning. Men havet omkring Danmark er jo stadig fuld af fisk, og hvis der fiskes efter forhold og bestand kan man stadig købe og spise bæredygtigt.
Læs mere om bæredygtige fisk her: www.hvaforenfisk.dk/Menu/Miljømærkede+fisk
Reklamer er ikke vores ærinde men vi støtter gerne de få, der går mod strømmen. Så hvis du drømmer om at få bæredygtige fisk leveret til døren, så se her: jonasfisk.dk
/TH
Apropos gener, så har Anders Borgen, ph.d., agronom, skrevet en god artikel om de problemer, der opstår, når interesserne for udvikling af gener kun drejer sig om penge. Hvem ejer egentlig vore kulturplanter? Og hvad er deres interesser for at udvikle nye? Ønsker de at styrke variationen og egnstyper? Nej tværtimod. Ensretning og patenter styrer verdens frøproduktion og genmateriale. Hvad nu, hvis de samme principper hærskede indenfor andre kulturgenrer, f.eks musikken? Skulle vi så betale for at synge en sang, som en anden havde skrevet? Måtte vi overhovedet synge? Og hvem måtte?
Læs den letforståelige og velskrevne artikel her, og få klar besked: politiken.dk/debat/kroniker/1065153/pas-paa-den-ensrettede-kommercielle-planteavl/
I den forbindelse vil vi henlede opmærksomheden på en forening, der arbejder i den modsatte retning og kæmper for den individuelles ret til at høste og så egne frø. Frøsamlerne gør et kæmpe arbejde for at bevare og opformere gamle, velafprøvede sorter af både blomster, urter, korn og grønsager.
Frøsamlerne har en hjemmeside med mere information her: www.froesamlerne.dk
/PK, TH
»Denne kronik ender med et glædeligt og optimistisk budskab. Men først er det nødvendigt med to smertelige erkendelser.« skriver Martin Lidegård, formand for den grønne tænketank Concito. En utrolig velskrevet artikel om de klimaforandringer vi er på vej ind i, og ikke mindst en fornuftig og stadig mulig plan for fremtiden. ML opridser de næste 10–20 år, som de bør forløbe, hvis vi stadig skal have en chance for at vende udviklingen. Det kræver en modig og beslutsom leder, der formår at samle landet om opgaven.
Læs selv kroniken: politiken.dk/debat/kroniker/ECE1069273/aarhundredets-stoerste-chance-/
/TH
Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev? Tilmed dig her…
Her er du: Forsiden > Nyhedsbrevsarkiv > 2010 > Nyhedsbrev nr. 15