22. marts 2012
Kære Abonnent
Én af Praktisk Økologi’s mærkesager er at få sprøjtegiften ud af de private haver og at forbyde salg af gift til private forbrugere. De sidste 100 år har fristelsen været stor. Hvem vil ikke gerne lige få gjort has på krillerbasser og få planterne til at spurte op af jorden? Nej, vi skal på afvænning. Mennesket har dyrket jorden fint uden kemi siden oldtiden. Nogle bedre end andre og der hvor det er bedst sker det i fin forståelse for hvordan kompost, ret valg af sorter, sædskifte og meget andet skaber den fineste frugtbarhed og sundhed. Havedillen kribler, det er sæson, men det bli’r aldrig sæson for fristelsen til at udstille sin indre kemiker.
I København giver Skolehaverne bybørnene fantastiske oplevelser og glæder ved at dyrke egen håndholdt jord uden brug af gift og kunstgødning. Det kan du komme og se på ét af deres Åbent Hus arrangementer som vi skriver mere om i dette forårsnyhedsbrev.
Forestil dig nu, at havernes ansvarlige udstyrer de små poder med en rygsprøjte fuld af for eksempel Roundup! Værsgo at sprøjte havegangene. Nej vel? Det er utænkeligt. Men hvorfor er det så tænkeligt og muligt og praktiseres over det ganske land? – lovligt? Det holder ganske enkelt ikke og er kun muligt grundet vores formidable evne til fortrængning. Der er rigtig god brug for at skærpe bevidstheden, gå til kamp mod den skizofrene håndtering af virkeligheden og skærpe debatten. Ud af skabet og råb højt! Over hegnet, i haveforeningen, i vejforening, i kommunen osv. Demokrati handler om palaver!
Mange håbefulde hilsner
Per Kølster og Tine Hage
Praktisk Økologi er sammen med en lang række organisationer, foreninger og privatpersoner inviteret til en workshop om sprøjtegifte i private haver, offentlige arealer og på golfbaner. Målet er at udfase giften og udfordringen er at finde ud af hvordan. Mødet finder sted d. 26 marts og vi deltager. Senere følger vi op på resultater og erfaringer fra mødet.
/PK
Københavns Skolehaver slår lågerne op til en ny havesæson. Tag med på en rundtur og klap kaniner og høns eller nyd forårssolen under et af de gamle æbletræer. Meget snart kan du sammen med dit barn/barnebarn tilmelde dig årets skolehavehold.
Læs mere om datoer og tidspunkter her: skolehave.dk/kbhskolehaver/wflyer_foraar_2012.pdf
/TH
Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev? Tilmed dig her…
Her er du: Forsiden > Nyhedsbrevsarkiv > 2010 > Nyhedsbrev nr. 27