11. maj 2012
Kære Abonnent
Økologisk haveinteresserede uden egen have har efterhånden mange muligheder for at få jord under neglene. Mange initiativer dukker frem over det ganske land og vi har samlet nogle få af dem her.
Nytænkning og optimisme er nøgleord i mange projekter og gode, gamle traditionsbundne havetilbud lever i skøn sameksistens, så der er noget for enhver smag.
Det er bare med at kommer derud, hvad enten man har egen have, kender nogen der har eller man vælger at tage del i de mange foreninger og projekter, der dukker op mellem betonfliserne rundt omkring i byerne.
Friske, optimistiske hilsner fra
Per Kølster og Tine Hage
Grow Your City er en del af et storstilet projekt i Fredericia.
»Grow Your City er et midlertidigt projekt i 2012, som skal skabe masser af liv omkring Søndre Voldgade. Vi håber, at mange Fredericianere har lyst til at være med allerede nu, så vi kan få gang i området til glæde og gavn for så mange som muligt,« siger projektdirektør Jens Christensen.
Derfor inviterer FredericiaC nu alle interesserede til at melde sig og deltage i etableringen af den nordlige del af området, kaldet Køkkenhaven.
Her vil man i op til 300 flytbare højbede med tiden få mulighed for at plante grøntsager og krydderurter mm., som så kan høstes og derefter tilberedes i de hyggelige udendørs faciliteter. Der vil desuden blive opsat en række bistader og fuglekasser langs Køkkenhavens 2.500 m² store areal nord for Søndre Voldgade.
Det er ingen forudsætning for at deltage, at man har særligt kendskab til havebrug, da initiativgruppens frivillige og professionelle kræfter gerne stiller deres hjælp og viden til rådighed. Uanset hvilken interesse, man har i projektet, så er man velkommen til at kigge forbi eller kontakte Grow Your City.
Haverne åbner officielt d.16. maj.
Kontakt:
Udviklingskonsulent Louise Bjerre på lbj@fredericiac.dk eller 2026 9373.
/TH
Slotsgartner, Peter Bonde Poulsen, har længe leget med tanke om, at afholde 3 dage på Egeskov helt i havens tegn, og nu går denne drøm langt om længe i opfyldelse.
Udstilling, som løber af stablen i pinsen 2012 (26. – 28. maj) er ment som en inspirationskilde til den private haveejer. Her skal haveentusiaster og haveelskere kunne søge inspiration, ekspertviden og få svar på ethvert tænkeligt haverelateret spørgsmål.
»Store Havedage på Egeskov« vil byde på en bred vifte af begivenheder, såsom havevandringer ved slottets gartnere, foredrag ved bl.a. Søren Ryge Petersen, Jane Schul, Birgitte Hasholt, Mona Hansen og Birgit Helbo samt demonstrationer af opformering af blomster og planter, demonstrationer af, hvorledes man binder de smukkeste buketter og laver blomsteropsatser, der er et slot værdige, samt et sjældent indblik i Egeskovs personales arbejde med parken og haverne gennem året.
Og Praktisk Økologi vil være klar med information og økologisk haveglæde til alle de besøgende.
Ses vi?
/TH
Den nystartede forening Økologiens Venner har overtaget Den Økologiske Have i Odder. Foreningen ønsker at bevare 20 års økologisk omsorg på stedets ca. 10 ha og samtidig videreudvikle havens formidling og oplevelsesmuligheder.
Vær med til frivilligt arbejde og hyggeligt fællesskab i Økologiens Have
Mange hjælper Økologiens Have godt på vej ved at bidrage med frivilligt arbejde i både have, café og butik m.v. Denne interesse har stor betydning for havens redning. Selvom det hen ad vejen er målet at ansætte personale til de mange funktioner i haven, er det ikke mindst i starten, hvor pengene er små, af afgørende betydning med en frivillig indsats. Sammen med salg af folkeanparter giver den frivillige arbejdskraft desuden Økologiens Have en god folkelig forankring.
Læs mere her: www.ecogarden.dk/10849/Forside
/TH
Et ganske nyt initiativ midt i København, der ønsker at starte en byhave på Nørrebro. Har du drømme om at være med fra starten og således selv få indflydelse på hvad der skal ske, er her en god mulighed. Projektet har en Facebookprofil, hvor der kan findes mere information om møder og personer i projektet.
Læs mere her: https://www.facebook.com/groups/351901814837187/
/TH
Kribler det i de grønne fingre, så tag på kursus med gårdens chefgartner Frank, der giver gode råd og grøn gejst til alle der drømme om at få skovlen under egen have.
Frank van Beek er gårdens chefgartner og mester i markerne. På dagen tager Frank og hans hold »med jord i hovedet« skovlen under armen og viser os hvordan haven får den bedste behandling. Frank og hans hjælpere har mange års erfaringer med at dyrke jorden, og på dagen står de på spring for at strø ud af guldkornene.
På kurset gennemgår de i praksis, punkt for punkt, hvordan du får skabt en pragtfuld og livlig have. Først ved at demonstrere teknikkerne på et lille stykke jord, og dernæst vil der være mulighed for at prøve det selv, med kyndig vejledning fra dem, naturligvis. Når kurset er omme, går du her fra med en kasse fyldt med alle de skønne frø og planter, der på dagen er blevet undervist i. Næste stop er haven du altid har drømt om!
Dato: Søndag d. 27. maj
Tid: 10–15
Sted: Aarstiderne, Krogerupvej 3, 3050 Humlebæk
Pris: 475 kr. Havekurset er inkl. frø og planter til en køkkenhave på 9 m²
Tilmelding på 70 26 00 66
Læs om dette og mange andre haveoplevelser hos Årstiderne her: www.aarstiderne.com/Arrangementer-kurser/Bliv%20BrygMester%20hos%20Aarstiderne
/TH
Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev? Tilmed dig her…
Her er du: Forsiden > Nyhedsbrevsarkiv > 2010 > Nyhedsbrev nr. 28