28. august 2012
Kære Abonnent
Høsten er efterhånden ved at være i hus og rundt omkring i det ganske land fejres begivenheden med fest. Der festes for maden, smagen, råvarerne, økologien og meget mere af samme skuffe og nu er der et overflødighedshorn af muligheder for at møde op og være med. Her er en unik chance for at opleve og smage på en mangfoldighed af mad, udvide smagshorisonten og møde nogle af de mange mennesker, der bruger al deres tid og kræfter på at fremelske og tilberede alle disse udsøgte og fantastiske råvarer.
Tag din nabo, ven eller kollega under armen og besøg et eller flere høstfester og mød andre glade mennesker derude, der også brænder for økologi og god mad.
Praktisk Økologi er selvfølgelig med hvor vi kan og vi vil gerne have dig med! Har du lyst til at deltage ved et høstmarked og dele prøveeksemplarer af bladet ud til de besøgende, fortælle om foreningen og udbrede kendskabet til have og økologi, så kontakt Trine Krebs: trine@praktiskoekologi.dk
Dette nyhedsbrev omhandler blot en lille brøkdel af de mange arrangementer, der finder sted her i denne tid. På vores hjemmeside: www.havenyt.dk/arrangementer/ kan du læse om endnu flere arrangementer.
Forhåbentlig ses vi!
Mange Hilsner Per Kølster og Tine Hage
Sæt hjemmeavlen på dagsordenen med Praktisk Økologi til årets Foodfestival.
Bønder, kvinder og jyske knejte. Håber I har lyst til at være med til at sprede budskabet om hjemmedyrkning. Vi gør sådan, at hver der har lyst, tager noget med fra egen have, som du er tryg ved og kan lide at fortælle om…og så bygger vi vores kontaktstand op om os selv og vores egne haver og nogle dejlige PØ blade. Frøsamlerne kommer også … og dem kommer vi til at være sammen med.
Skriv til Trine, hvis du har lyst til at være med: trine@praktiskoekologi.dk
Du kan selv bestemme, om du kan være med 1,2 eller 3 dage. Vær forberedt på, at det er en meget glædelig fest. Gæsterne glæder sig meget til at møde dig. Der er mad og fest til alle frivillige, som vil være med – og rigtig mange gode oplevelser.
LÆS mere på: foodfestival.dk
/TH
Besøg det overdådige, velsmagende, spraglede og velduftende Høstmarked og Foodstock lørdag den 1. september kl. 10–17 og søndag den 2. september kl 10–16. Gratis entré begge dage.
Høstmarkedet er i år forgyldt med rigtig mange dejlige gæster, som kommer med deres skønne økologiske ting og sager, madvarer og køkkener. En hel mark med boder, hvor man kan gå rundt og dufte, smage, købe ind, spise frokost, se tingene ske, bierne summe, maden blive lavet, besøge mennesker der arbejder med økologi, haver og mad og glæde sig over hvor mangfoldig økologien er blevet, møde en underskov af mennesker som arbejder passioneret med tingene, og nyde en dejlig dag på landet. ‘Foodstock’ er en økologisk festival i sig selv.
Her vil du blandt mange andre kunne møde Praktisk Økologi.
Efter markedet lørdag holder Fuglebjerggaard en munter høstfest, hvor man kan se solen gå ned i det store cirkustelt eller under åben himmel, hvis vejret er til det. Musik med bl.a. Marilyn Mazur, og der serveres en dejlig treretters-menu som buffet med bl.a. en forret, tagine af lam fra egne dyr, ribs fra egne okser, masser af salater og grønt og dessert.
Tilmelding til festen er nødvendig på: fuglebjerggaard.dk
Har du lyst til at hjælpe til på PØ’s stand, kontakt da Trine Krebs: trine@praktiskoekologi.dk
for mere info.
/TH
I Sverige kan man i week-enden d. 1. og 2. september møde en række økologiske gårde i det sydlige Skåne, der alle åbner deres stalddøre og byder interesserede gæster indenfor til en snak og en smagsprøve. Der er mulighed for at købe råvarer med hjem og børnene kan lege i høet og klappe dyrene.
Læs mere om Ekorundan her: ekobonden.se/index.php?id=126
/TH
Sæt stråhatten på skrå og kom til årets Høstmarked på Krogerup Avlsgaard eller Barritskov.
Hop en tur med børnene i Halmborgen. Gå på rov i gårdspladsens boder der bugner af årets herligste høst. Smag dig igennem små mundfulde af sommersnacks og friskpresset sommersafter, eller tag den store frokost og skyl ned med et glas kølig Kølster øl.
Aarstiderne har høstet sine marker og haver og samlet de bedste råvarer fra ind og udland, og frister nu med jordens bedste guld og grønne sager. Du kan få fingrene i alt hvad din mave rumler efter af spændende, økologiske madvarer på markedet. Både friske og forarbejdede. Tygger du på en sød tand og vil du gerne fristes af hjemmebagte kager, skønne brød, chokolade og søde marmelader har de også boden til det.
Der er lagt op til en forrygende dag for hele familien på gårdene.
Høstmarkedet er årets fest, og foregår d. 1. og 2. september på Krogerup og d. 2. september på Barritskov.
Læs mere her: www.aarstiderne.com/Arrangementer-kurser/Hoestmarked
/PK, TH
Københavns Skolehaver gentager succesen fra sidste år og byder børnefamilier velkomne til en dejlig aften i skolehaverne ved Bispebjerg Bakke. Kom og lav mad over bål og spis den i det grønne. Hver gang finder man noget fra haven og putter den i maden, og man kan også nå at lege og klappe kaninerne og hønsene.
Arrangementet er hver torsdag indtil d. 20. september kl. 17–19. For børn mellem 3 og 7 år med forældre, og det er gratis at deltage. Ingen tilmelding, man møder bare op.
Du kan også få svar på dine spørgsmål ved at sende en mail til Trine: trinebhansen@hotmail.com
Læs mere her: www.kbhskolehaver.dk
/TH
Vestjyllands Højskole og Forundringens have inviterer til økologisk høstmarked søndag d. 2. september kl. 10 til 17, med workshops, rundvisning, salgs- og infoboder.
I år besøg af naturkunstner Inge Kjær, borgmesteren Iver Enevoldsen hejser det grønne flag og Jytte Abildstrøm underholder med musik og sang.
Muligheder for børnene at lege på naturlegepladsen samt nyde en dejlig frokost.
Sted: Forundringens have, Skraldhedevej 8, 6950 Ringkøbing
Pris: Entre: 50 kr., børn gratis
Mere information på: www.vestjyllandshojskole.dk/fh/
/TH
Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev? Tilmed dig her…
Her er du: Forsiden > Nyhedsbrevsarkiv > 2010 > Nyhedsbrev nr. 30