22. september 2013
Kære Abonnent
Praktisk Økologi inviterer til festival. Vi vil have mere liv i haven! Læs nedenstående og kom glad.
Ses vi?
Venlig Hilsen
Tine Hage
Vi har fået en ny tradition i foreningen. En årlig festdag for den økologiske have:
Mere liv i haven-festival, som løber af stablen for allerførste gang, lørdag den 26. oktober.
Lige når det er blevet for køligt til at være længe i haven, lige når livet derude er ved at gå i dvale, lige når man begynder at savne haven og glæde sig til næste års haveprojekter skal vi mødes og opmuntres, oplyses og inspireres på vores nye festival.
Festivalen er tænkt som et mødested for alle der går ind for mere liv i haven. Nogle har et værksted hvor de holder oplæg eller kursus, andre møder bare op, men tanken er, at alle deltager med egne haveerfaringer, spørgsmål, gode råd og inspiration. Alle kan snakke med, alle kan deltage.
Man kan se programmet for hele dagen på: www.oekologi.dk/festival/
Kort fortalt bliver der et overflødighedshorn af korte kurser og små foredrag om vidt forskellige haverelaterede emner. Vi er utrolig glade for alle de kloge og inspirerende folk der har indvilget i at holde et værksted. Det bliver virkelig svært at vælge mellem de 30 værksteder, men man kan heldigvis nå at være med til fem.
Imens kan børnene muntre sig med bål, æblepresning, krible krable m.m. Dagen igennem bliver der serveret de herligste måltider, og der bliver masser af mulighed for at snakke og udveksle, både erfaringer, men også frø og planter (tag endelig havens overskud med).
For at slutte festivalen af på ordentlig vis, spiller det feststemte band Lakrids op til dans og fest efter middagen.
Det hele foregår hos kultur og miljø-kollektivet Makvärket, på det gamle teglværk i Knabstrup midt på Sjælland. De gamle fabriksbygninger er under renovering og genopbyggelse til kulturhus og samlingssted, og står stadig mere eller mindre råt. Nogle steder med hul ud til den fri natur, andre steder smukt indrettet med hjemmebyggede masseovne og påbegyndte projekter fulde af håb for Makvärkets fremtid.
Det er en god ide at tage varmt tøj på til festivalen. Nogle aktiviteter foregår udenfor, nogle i en køligere ende af Makvärket. Der vil dog altid være varme lokaler at samles i og bål at stimle sammen om, festivalen er ikke tænkt som en strabads.
Vi håber rigtig mange har lyst til at være med til Mere liv i haven-festival, også havefolk der ikke er medlem af PØ, så spred endelig budskabet og tag venner og familie med.
Køb billetten her: www.oekologi.dk/tilmelding/2013/mere_liv_i_haven_festival/
eller deltag gratis, hvis du er med til at hjælpe før, under og/eller efter festlighederne: www.oekologi.dk/tilmelding/2013/mere_liv_i_haven_festival_3/
Vel mødt!
Er du ikke tilmeldt vores nyhedsbrev? Tilmed dig her…
Her er du: Forsiden > Nyhedsbrevsarkiv > 2010 > Nyhedsbrev nr. 34