Mød kandidaterne der har meldt sig til PØs bestyrelse. Man kan opstille helt frem til valget på generalforsamlingen d. 7. april kl. 10.00

Mød kandidaterne

Landsforeningen Praktisk Økologi søger skarpe og dygtige medlemmer til foreningens bestyrelse. Ønsker du at være med til at forme fremtiden for vores forening?

Så meld dig som kandidat inden generalforsamlingen søndag den 7. april 2024. Læs mere om bestyrelsesarbejde i PØ. Vil du være kandidat til bestyrelsen, så udfyld skemaet her, og fortæl hvad du særligt vil bidrage med. Send et vellignende billede til mikael@praktiskoekologi.dk så kommer du på hjemmesiden.

Man kan melde sig helt frem til selve generalforsamlingen, alle kandidater får mulighed for kort at præsentere sig selv inden valget til bestyrelsen.

Kandidater på valg til PØs bestyrelse:

Foto: Pia Nørhede

Pia Nørhede

Hvad er den vigtigste grund til at du stiller op til Praktisk Økologis bestyrelse?
Jeg har det sidste år været aktiv i Praktisk Økologis bestyrelse. Jeg har brugt mest tid på samarbejdet med De Grønne Venner om at arrangere årsmødet. Det giver så meget mening for mig at samarbejde med andre, som tænker grønt i eller uden for Praktisk Økologi. For i fællesskab kan vi løfte mere, end vi kan hver for sig. Og vi har brug for alle kræfter til at imødegå klimaforandringer og biodiversitetskriser.

Hvilke kompetencer og erfaringer kan du bidrage med til bestyrelsen?
Personligt er jeg meget analytisk tænkende, så jeg er god til at få alt relevant med og skabe strukturer i de opgaver, som jeg går ind i. Fagligt har jeg mange års erfaring med projektledelse inden for udvikling af kurser. Jeg er medlem af flere grønne foreninger, og kender derfor mange, som arbejder med grøn omstilling af haver, landbrug og køkkener. Jeg er i gang med at uddanne mig til Soil Food Web konsulent – altså specialist i jordens mikrobiologi, som er essentielt for en sund jord. Vi skal have udbredt den viden til alle haveejere og landbrug, så vi kan få opbygget kulstof i vores jord!

Har du anden erfaring med bestyrelses- eller foreningsarbejde?
For nylig har jeg været medlem af mit lokale menighedsråd primært for at fremme den grønne omstilling også i kirken. Jeg var samtidig tovholder for aktiviteter i sognet. Jeg er p.t. aktiv i en lokal proces for områdefornyelse. Tidligere har jeg været aktiv i spejderbevægelsen både som leder og formand for et udvalg.

Hvad er dit forhold til Landsforeningen Praktisk Økologi – har du tidligere været aktiv i foreningen?
Jeg blev sidste år valgt som suppleant til bestyrelsen i Praktisk Økolog og endte med ret hurtigt at indtræde som medlem af bestyrelsen.

Hvad mener du kendetegner godt lederskab i en forening?
Godt lederskab i en forening er kendetegnet ved at sætte retningen for foreningens aktiviteter og organisere, hvordan aktiviteterne bliver udført herunder at have styr på foreningens økonomi. Godt lederskab er også at skab rum for inddragelse af medlemmerne i det omfang de ønsker det og for samarbejde med andre relevante foreninger.

Vil du fortælle lidt om din baggrund og hvad der ellers optager dig?Jeg bor sammen med min 14-årige datter og mand på en lille økologisk gård på Midtsjælland. Jeg passer en stor køkkenhave og lidt høns til selvforsyning. Jeg er uddannet humanbiolog og ernæringsterapeut.

Foto: Simon Møller Lund

Simon Møller Lund

Hvad er den vigtigste grund til at du stiller op til Praktisk Økologis bestyrelse?
Jeg mener at den agenda PØ har om at gøre husholdningerne mere økologibevidste er værdiskabende for den danske befolkning. Jeg søger derfor denne post for at bidrage til denne værdiskabelse.

Hvilke kompetencer og erfaringer kan du bidrage med til bestyrelsen?
Jeg er uddannet og arbejder med økonomi og vil derfor kunne bidrage med erfaring inde for økonomistyring. Jeg har i mit erhvervsliv arbejdet med strategiske mål sammen med CEO’s, CFO’s og advisory boards.

Hvad er dit forhold til Landsforeningen Praktisk Økologi – har du tidligere været aktiv i foreningen?
Jeg har ikke tidligere været aktiv i foreningen, men har hørt om PØ ad omveje gennem jeres samarbejde med Danmarks Naturhistoriske Museum og Cykling Uden Alder.

Hvad mener du kendetegner godt lederskab i en forening?
Jeg mener at godt lederskab i en forening er når man forstår sine medlemmer, motiverer og sætter tydelige klare mål for at opnå sine mål.

Vil du fortælle lidt om din baggrund og hvad der ellers optager dig?
Jeg er uddannet Cand.Merc med erhvervserfaring inde for økonomi. Jeg elsker at opleve verden og prøver derfor at rejse så mange forskellige steder hen som muligt. Jeg er et meget aktivt menneske og kan derfor godt lide at være fysisk aktiv.

Foto: Camilla Hvidberg

Camilla Hvidberg

Hvad er den vigtigste grund til at du stiller op til Praktisk Økologis bestyrelse?
For mig at se er PØ en kæmpe (grøn) gave, som jeg føler at vi kan pakke endnu mere ud, så endnu flere får øjnene op for hvad PØ er og kan og har lyst til at blive en del af vores fantastiske fællesskab som medlemmer. Det arbejde håber jeg meget at få lov til at være en del af.

Hvilke kompetencer og erfaringer kan du bidrage med til bestyrelsen?
Jeg er hjemmegående mor til to dejlige drenge på 4 og 5 år. Livet sammen med dem har på skønneste vis lært mig bl.a. at have mange bolde i luften, have overblikket, at sætte retning og gode rammer. Jeg er uddannet jordbrugsteknolog og finansøkonom, samt har læst HD fagene strategisk ledelse, projektledelse samt organisation og medarbejderudvikling. Jeg har desuden arbejdet som landbrugsrådgiver i banker, hvor jeg havde et håb om at være med til at fremme økologisk landbrug. Jeg er vant til at arbejde og tænke analytisk og at se tingene fra flere perspektiver. Jeg drømmer derfor om at omsætte mine kompetencer og erfaring til grøn handling, som en del af PØ‘s bestyrelse.

Har du anden erfaring med bestyrelses- eller foreningsarbejde?
Min erfaring med forenings-/bestyrelsesarbejde har tidligere været som suppleant i bestyrelsen i en hundeforening, samt som underviser.

Hvad er dit forhold til Landsforeningen Praktisk Økologi – har du tidligere været aktiv i foreningen?
Igennem længere tid har jeg nydt godt af de mange tilbud og muligheder i PØ som fx havenyt og dyrk.nu. Efterhånden fik jeg øjnene op for hvor meget mere foreningen rummer og meldte mig ind for godt et halvt år siden. Jeg er derfor ret ny i foreningen som medlem, men har en grundlæggende følelse af at jeg i PØ finder det grønne fællesskab og engagement, som jeg også ønsker at bidrage til at mange flere opdager. PØ rummer for mig at se fantastisk meget viden, engagement og passion og det synes jeg vi skal vise omverdenen endnu mere af. Særligt i disse tider, hvor mulighederne og udfordringerne er flere end nogensinde før.

Hvad mener du kendetegner godt lederskab i en forening?
Det gode lederskab i PØ tager for mig at se, udgangspunkt i at varetage fællesskabets- og medlemmernes interesser. Ledelsen skal bl.a. sætte retningen, bidrage til at løfte i flok, være lyttende og se tingene fra flere perspektiver.

Vil du fortælle lidt om din baggrund og hvad der ellers optager dig?
Jeg er gift med Thomas og sammen har vi vores dejlige drenge på 4 og 5 år. Vi bor i Slagelse i et dejligt hus med en stor villahave, der førhen var mest græs og hæk. Vi drømte om at skabe en grøn oase, med plads til langt mere biodiversitet, hjemmedyrket mad og udeliv.

Siden har vi bl.a. anlagt køkkenhave, sat drivhus op, skabt plads til meget mere vild natur og fået høns i haven (som børnene har navngivet »Jordbærsyltetøj, Brombær, Misser og Vaps«.) Som hjemmegående mor nyder jeg derfor muligheden for at have børnene med i processen (de er især vilde med at skabe, at samle og at spise!) tiden, nærværet og at dyrke de hjemmegjorte glæder sammen.

Foto: Birte Brorson

Birte Brorson

Hvad er den vigtigste grund til at du stiller op til Praktisk Økologis bestyrelse?
Jeg har været bestyrelsesmedlem i Praktisk Økologi i mere end seks år og stiller op igen for at fastholde momentum i den udvikling, vi har sat i gang i de senere år.

Særligt tre emner optager mig:

  1. Indadtil at fastholde arbejdet med at skabe en velorganiseret forening med styr på de indre procedurer.
  2. For medlemmerne og vores havenetværk at modernisere, fastholde og udvide vores meningsfulde, demokratiske fællesskab.
  3. Udadtil at give Praktisk Økologi en proaktiv politisk profil, så vi bliver den førende stemme både i pressen, i kommunerne og på »borgen« – så vi kan »fremme økologisk havedyrkning og levevis i hverdagen« i Danmarks millioner af haver.

Hvilke kompetencer og erfaringer kan du bidrage med til bestyrelsen?
Jeg bringer bl.a. disse kompetencer med ind i Praktisk Økologi:

  • Solidt kendskab til PØ’s arbejde, udvikling, struktur og økonomi via mit mangeårige medlemskab af bestyrelsen
  • Mangfoldig og solid viden om økologi: Regelsæt, procedurer og praksis.
  • Tyve års ledererfaring med forskellige chefkasketter i professionelle køkkener (økonomi, indkøb, personaleledelse, udvikling m.v.)
  • Mere end tyve års erfaring med undervisning og formidling af økologi, klima, bæredygtighed vedr. fødevarer og måltider. De første seks år som kommunalt ansat derefter med egen virksomhed med mellem en og ti underleverandører.
  • Meget af ovennævnte undervisning var finansieret af EU- eller danske fonde, hvorfor jeg også bringer stor erfaring med projektansøgninger, regnskaber og projektledelse med til PØ.
  • Erfaring fra egen lille økologiske, regenerative parcelhushave med halvt grøntsager og halvt blomster

Har du anden erfaring med bestyrelses- eller foreningsarbejde?
Mine erfaringer med Bestyrelses- og foreningsarbejde: »Have styr på og følge vedtægterne og slip aldrig formål og mål af syne« – det styrker demokrati og fællesskab og udvikler en forening.

Jeg har deltaget i foreningsliv siden jeg var ung. Demokratiske fællesskaber om fælles værdier og interesser giver et meningsfuldt liv.

  • I den kuriøse afdeling var jeg i min ungdom medlem af en studenterforening vedr. gadeteater
  • Var aktiv i forældrebestyrelserne i børnenes daginstitutioner
  • I 15 år deltog jeg i min daværende andelsboligforenings bestyrelse og var i 10 år også formand for »Haveudvalget«, der drev fællesarealerne efter økologiske principper
  • 12 år i Økologisk Landsforenings bestyrelse og derefter foreløbigt to år i repræsentantskabet. Er desuden valgt ind i deres u-landsudvalg.
  • Medstifter og foreløbigt fem år som forperson for Foreningen Netværk for Økologisk Akvakultur

Hvad er dit forhold til Landsforeningen Praktisk Økologi – har du tidligere været aktiv i foreningen?
Mit forhold til PØ er præget af min glæde ved foreningens formål, de mange frivillige og havenetværkene. Tilsammen gør det PØ til en unik forening!

Jeg deltager derfor ud over bestyrelsesarbejdet gerne aktivt i bestyrelsens arbejdsgrupper og projekter, som kan bringe foreningen fremad.

Lige pt. er jeg afløser på kassererposten. En post jeg gerne bestrider fremover, hvis ikke det lykkes at finde en erstatning.

Hvad mener du kendetegner godt lederskab i en forening?
Hvad er godt lederskab? Jeg har været leder i mere end 40 år i mit professionelle virke. Det har givet både skrammer og sejre. Godt lederskab i en FORENING, hvor det er medlemmerne, der er chefen, kræver en stærk demokratisk sans, gode ører at lytte og insisteren på at skabe konkrete handlinger!

Vil du fortælle lidt om din baggrund og hvad der ellers optager dig?
Jeg er oprindeligt uddannet på to vidt forskellige uddannelser: Teatervidenskab ved Københavns Universitet og Hospitalsuddannet Økonoma en unik kombination mellem mad og kommunikation. Hvad der ellers optager mig lige nu? Mine nye tomatspirer og de store humlebidronninger, som leder efter redepladser i havens jordbunker, kvas og stendynger.

Her er du: Forsiden > Om os > Generalforsamling > Mød kandidaterne

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider