10. maj 2003

Vi bør skabe flere grønne steder i byerne

Landbohoejskolens Have – en grøn, velplejet oase midt i København. Foto: Karna Maj

Det grønne plaster – Praktisk Økologi 3/2003
Leder af Jens Thejsen, redaktør

Med et hæsblæsende tempo drøner vi derudad. Vi har travlt som aldrig før. Børnene skal hurtigst muligt i skole, de unge skal uddanne sig i en fart, og vi skal mindst køre 130 km i timen på motorvejene. I butikkerne er maden næsten lavet for os, og når vi endelig kommer hjem, er underholdningen serveret. Vores hverdag er ved at slå benene væk under os, og flere og flere bukker under. Der er selvfølgelig mange årsager og forklaringer, og løsningerne er ikke enkle, men det viser sig, at natur og grønne områder kan være et lille plaster på såret. Hvis man indretter landskabet og byerne, så der er et grønt miljø, kan det virke som en lynafleder på hverdagens stress.

At det grønne har en afstressende virkning, kender de fleste til. Mange har oplevet, hvordan en skovtur kan give ro og kan få ophobede problemer til at fylde knap så meget. Det at pusle i haven kan give overskud og glæde. Denne virkning har man været klar over i mange år, og der er lavet mange undersøgelser om betydningen af natur. Nogle af disse undersøgelser viser, at velplejede grønne områder kan være med til at dæmpe kriminaliteten, at for ældre på plejehjem betyder en grøn udsigt mindre sygdom, og at noget lignende gør sig gældende for indsatte, hvor en naturudsigt har en positiv indvirkning på deres adfærd.

I 80’erne blev der lavet mange af denne type undersøgelser, og nogle psykologer begyndte direkte at tale om et fundamentalt naturbehov. Dengang kom der ikke meget konkret ud af de mange undersøgelser, men efterhånden som problemerne vokser, tages det grønne igen op af mølposen, når man skal forsøger at afhjælpe udbrændthed, stress og psykisk ubalance.

At miljøet hænger sammen med sundheden står i dag mere og mere klart. Flere steder arbejdes med terapihave, bl.a. på Sveriges Lantbruksuniversitet i Alnarp, hvor man har en »rehabiliterings trädgård«, hvor grønne fagfolk og terapeuter arbejder sammen. I Tyskland har man nu gennem længere tid arbejdet bevidst med en udvidelse af biotopbegrebet. Hvor biotopen er et levested for dyr og planter, så er en psykotop et levested for dyr og planter og et rekreationssted for mennesker.

Politisk ser det dog ikke ud til, at vinden blæser i den grønne retning, for landskabet forurenes fortsat med den ene gyllebeholder efter den anden, og værdifulde naturområder flænses i stykker, når der skal placeres en motorvej. Den store skovrejsning er ikke så stor som bebudet, og i byerne spares der katastrofalt på det grønne, hvor færre og færre personer skal pleje parker og anlæg, og i nybyggeri er det altid den grønne del, som nedprioriteres i sidste ende.

Men selv om det i dag er kroner og euro, som tæller for beslutningstagerne, så er det vigtigt at holde fast i betydningen af de grønne områder både i det åbne land og i byerne. Det er betydningsfuldt at konfrontere politikerne med det værdifulde i at prioritere natur og miljø, og at der oven i købet er penge at spare på sundhedsbudgettet.

Lad de tyske psykotoptankegang brede sig, så man ikke skal lade sig nøje med de golde græsplæner i industrikvarterne, de usle gadetræer og de kedelige parker og anlæg. Lad os få mangfoldige haver, vilde krat og byskove og bevidst plejede parker og anlæg, som kan være med til at skabe glæde og en hverdag i lidt bedre balance.