21. juli 2008

Blandt jubeloptimister og mørkemænd

Leder i Praktisk Økologi 4/2008

Af Veronica Bay, redaktør

At vi har begrænsede ressourcer på kloden er efterhånden ved at dæmre for det fleste. Udover økologer og miljøforkæmpere, der hele tiden har bekymret sig for miljøet, er nye stemmer af politikere og meningsdannere nu også begyndt at blande sig i debatten. De nye stemmer syntes for en stor del at tilhøre enten jubeloptimister eller mørkemænd.

Jubeloptimisterne er politikere, der pludseligt på dyre rejser til Grønland med egne øjne ser, at indlandsisen smelter, og noget må gøres. Helst i denne regeringstid. Det betyder forhastede beslutninger og uigennemtænkte løsninger. Hvor man indtil for nylig slet ikke har tænkt, forsøger man nu at tænke for hurtigt. Løsningen skal helst være af en sådan art, at vi ikke skal gøre en aktiv indsats, og alt kan være, som det plejer. Ikke noget med at omlægge vaner eller skrue ned for blusset, for det gør jo forbrugerne og dermed vælgerne sure.

En sådan løsning er brugen af bioætanol. Da ideen om at putte afgrøder i benzintanken kom frem, var vi en del, der ikke vidste, at man med afbrændingen af bioætanol er med til at reducere humuslaget og dermed også bindingen af CO², men tanken om at brænde mad af som benzin, bød os instinktivt imod. Spontant tænkte vi: Kan man virkelig det?

Det kunne man som bekendt ikke. Kombinationen af stigende levestandard i Østen (og dermed også stigende efterspørgsel på kød), naturkatastrofer, der sandsynligvis skyldes den globale opvarmning, og ikke mindst satsningen på bioætanol, har været med til at skubbe fødevarepriserne i vejret.

På den anden side er der mørkemændene, der stædigt og indædt hævder, at økologi ikke kan brødføde verdensbefolkningen, og at vejen frem er mere kunstgødning og GMO. Også her er man ude efter et quickfix. Kunstgødning kan måske få afgrøderne til at gro, men forarmer (og her taler vi ikke en gang om på lang sigt) jorden. At bruge kunstgødning på udpint jord er med andre ord som at tisse i bukserne. Det er brugen af GMO-afgrøder også. GMO-afgrøderne er designet til at gå hånd i hånd med pesticider, men dem har den fattige bonde ikke råd til. Desuden har det vist sig, at insekter på visse GMO-marker udvikler resistens, så man efter fem år må sprøjte lige så meget som før. Så ikke alene er GMO på lang sigt en tikkende miljøbombe. Selv på kort sigt er det uhensigtsmæssig. Og sådan er det som regel med de hurtige løsninger.

Sagen er, at vi har lavet så mange quickfixes, at kloden ikke kan bære mere. Vi har brug for bæredygtighed, og det kræver omtanke, omlægning, omhu og tid. Hvis vi virkelig kerer os om fødevaresituationen, bør vi lave en fødevarerevolution ved at sørge for at eksportere viden, så fattige bønder rundt om i verden ikke er afhængige af høsten af en enkelt afgrøde. Ikke er prisgivet eksportled, fødevarespekulation på den globale fødevarebørs, GMO-patentering og frømonopolisering, men i stedet bliver selvforsynende i et økosystem, hvor jorden ikke fortsat forarmes, men forbedres.