1. marts 2021

DYRK.NU

Ny gratis app gør det nemt at dyrke egne grøntsager

Interessen for at dyrke egne grøntsager i køkkenhaven er eksploderet de sidste par år og særligt under coronakrisen. Nu får både nye og erfarne haveejere gratis hjælp med webappen DYRK.NU, som på en nem og overskuelig måde viser præcis hvilke afgrøder, man kan så netop nu.

Nye kartofler, sprøde gulerødder og knasende, søde ærter. Grøntsager fra egen have smager bare bedre. I de senere år, og særligt under coronakrisen, har mange danskere anlagt køkkenhave, men der er mange afgrøder at sætte sig ind i, og afgrøderne skal passes og plejes på forskellig vis. Derfor lancerer Landsforeningen Praktisk Økologi nu webappen DYRK.NU.

Med appen DYRK.NU i lommen kan alle haveejere med interesse for at dyrke og spise egne økologiske grøntsager nemt og hurtigt følge med i, hvilke grøntsager der skal sås netop nu og under hvilke betingelser. Appen er en guldgrube af den viden, som Landsforeningen Praktisk Økologi har samlet igennem de sidste 30 år. Det hele er kogt ned til en nem og overskuelig oversigt over såtider, dyrkningsformer og høsttidspunkter samt en mængde links til dybdegående artikler om hver enkelt afgrøde hentet fra foreningens hjemmeside havenyt.dk.

Appen er udviklet i samarbejde med webbureauet InfoDroids på baggrund af en crowdfunding på COOPs platform, og interessen var ifølge Praktisk Økologis formand, Signe Schrøder, stor med det samme:

»Da vi lancerede crowdfundingen var vi meget spændte på, om vi kunne samle så mange penge sammen til projektet. Men vi blev glædeligt overrasket over, at crowdfundingen hurtigt tog fart, vi kom i mål med flere tusinde kroner mere end forventet. Det fortæller os, at interessen for køkkenhave og selvforsyning er stor, men også at folk gerne vil have en nem og tilgængelig vejledning. Det har vi givet dem nu, og vi håber at det vil inspirere endnu flere til at få jord under neglene og derigennem opleve glæden ved egne grøntsager. I Praktisk Økologi tror vi nemlig på, at jord under neglene fører til en større forståelse for vores jord, natur og miljø, og vi mener, at den forståelse er den direkte vej til en bæredygtig husholdning og livsstil.«

Appen er baseret på data fra foreningens hjemmeside havenyt.dk, som er Danmarks største og ældste hjemmeside for økologisk havedyrkning. Havenyt.dk så dagens lys for 19 år siden og har i dag over fire millioner besøgende pr år. Alle data er lagt over i appen af frivillige i foreningen, der har arbejdet med den intensivt de sidste års tid.

FAKTA: Dyrk.nu er en webapp. En webapp er en hjemmeside designet til at fungere som en applikation på en mobiltelefon. I stedet for at hente appen i fx App Store eller i Google Play skal man blot besøge dyrk.nu med sin mobiltelefon, hvorefter man kan benytte webappen med det samme. På dyrk.nu finder man også en guide til, hvordan man installerer DYRK.NU på sin mobiltelefons hjemmeskærm.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider