3. marts 2004

Forbrugerne giver Arla fingeren

Morgenmad

Morgenmad med Thise. Foto: Thise

I det ny nummer af Praktisk Økologi kan man læse denne leder af Karna Maj, redaktør:

Forbrugerne giver Arla fingeren – Praktisk Økologi 2/2004
Leder af Karna Maj, redaktør

Hos de økologiske forbrugere er holdningen klar: Ud med Arla og ind med Thise og de andre små økologiske mejerier og osterier. Men også helt almindelige forbrugere synes, at Arla er for meget, og vælger økologisk mælk fra de små i protest.

En stor del vælger dog også de alternative produkter fra de små økologiske mejerier på grund af kvalitet, smag og interessante nye kvalitetsprodukter.

Men først og fremmest har langt de fleste af disse forbrugere ikke den fjerneste lyst til, at landbrugets megaselskab Arla på nogen måde skal tjene penge på deres forbrug af mælk. Arla er da også fra flere sider blevet anklaget for at udnytte sin monopollignende status til at skrue priserne kunstigt i vejret.

Men først og fremmest har Arla gennem rigtig mange år med alle tænkelige ufine, men tilsyneladende lovlige, metoder forsøgt at spænde ben for små økologiske mejerier, der tørster efter mere økologisk mælk, mens Arla sælger en ret stor del af sin økologiske mælk som konventionel.

Selv en borgerlige regering fik til sidst nok af Arla, som af erhvervsminister Bengt Bedtsen fik en ret kort frist til at få ændret forholdene. De økologiske mælkeproducenter har nu fået ligestilling med de konventionelle, så de lettere kan slippe væk fra Arla og gå over til at levere mælk til de små mejerier.

Arla er åbenbart ved at erkende, at de har et imageproblem, så nu verserer der forslag om at etablere et samarbejde med de små økologiske mejerier. Det skal forbedre Arlas image. De tilbyder at stille deres eksportfaciliteter til rådighed og endda sælge økologisk mælk til de små mejerier. Til gengæld er Arla interesseret i til eksport at få lov til at producere de spændende produkter, som de små mejerier er så gode til at udvikle.

De små økologiske mejerier har haft en kraftig fremgang i salget af deres økologiske mælk. Og de beholder denne markedsandel selv nu, hvor Arlas økologiske mælk tilbydes i supermarkederne til en krone under f.eks. Thises mælk.

Det kan kun betyde én ting: der er en stor gruppe forbrugere. der ikke går efter pris, men efter leverandør og kvalitet. Og de vil næppe bifalde, at de små mejerier rækker Arla så meget som en lillefinger.

Økologisk mælk er så stor en handelsvare, at supermarkederne er nødt til at forhandle det, som forbrugerne ønsker. Og nye butikker har da også taget mælk ind fra Thise efter pres fra kunderne. Spørgsmålet er, om vi som forbrugere kan fastholde og udbygge denne udvikling. Og om vi kan bruge successen her til at gå videre til andre økologiske produktgrupper.

Det er dog næppe muligt for forbrugerne at tvinge deres ønsker igennem indenfor ret mange andre varegrupper. Hvis vi ønsker at kunne købe kvalitetsprodukter fra små og lokale producenter, så skal vi ikke regne med at kunne købe dem i de store supermarkedskæder. De går efter den store omsætning og den store leverandør. Og de trykker pr. automatik også økologiske producenter til sidste blodsdråbe, når der forhandles pris.

Den eneste chance for at sætte dagsordenen som forbrugere i fremtiden er at vælge andre distributionsformidlere, hvor der er engagerede folk både på producent-, forhandler- og kundesiden. Og ikke mindst at få »vækket« potentielle kvalitetsorienterede forbrugere til et aktivt, økologisk valg.

Men her og nu handler det først og fremmest om at vise de små producenter, at Thise-effekten ikke er en døgnflue, men et vendepunkt med nye muligheder i fremtiden.

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider