3. februar 2005

Grådighed

Landmændene bygger nye svinestalde og udvider til stadighed deres produktion. Foto: Karna Maj

Leder i Praktisk Økologi 1/2005

Af Jens Thejsen, redaktør

30.000.000 svin er dansk landbrugs nye vision. Det bliver svin mig her og svin mig der og endnu mere gylle med uoverskue-lige miljøkonsekvenser. For selv om man måske overholder gældende regler, så vil det få en negativ virkning for miljøet. Men der er penge i det, og grådigheden har efterhånden ingen grænser – mere vil have mere.

Danske landmænd nøjes ikke med at svine i Danmark. Produktionsselskabet Poldanor har etableret svinefarme i Polen og skabt gyllelaguner, som er svineri uden sidestykke. Dette projekt er støttet af den statslige IØ-fond og kan betegnes som statsgaranteret miljøsvineri. Først efter at Fagbladet har afsløret konsekvenserne af det polske eventyr, reagerer de, dog uden de store anfægtelser. Jørgen Tørnæs, som er en af folkene bag Poldanor, udtaler endda om projektet: »Det er et godt og gavnligt projekt. De har gjort det godt. De driver et fornuftigt landbrug«.

Visionerne vil ingen ende tage. Man har også fået IØ-støtte til svinefarme i både Ukraine og Rusland. »Det er et interessant marked, jeg synes det er spændende, der er også noget eventyr over det«, udtaler Tørnæs til Information.

Der er langt fra denne praksis og visioner til et landbrug baseret på kvalitet, miljøbevidsthed og en ansvarlig samfundsholdning. Når grådighed er udgangspunkt for produktion, kommer der billigt svinekød i butikkerne, og der tjenes nogle hurtige kroner, men i det lange løb kommer det til at koste. Miljø og kvalitet får et knæk, landbrugets omdømme bliver flosset, og de kunstigt lave priser på fødevarer betyder, at det bliver vanskeligt at drive de landbrug, der har kvalitet og et godt miljø som vision.

Grådigheden styrer store dele af det konventionelle landbrug, og samtidig ser vi et økologisk landbrug med ryggen mod muren. Både den økonomiske og den moralske støtte er minimal, fordi regeringens politiske mantra er markedet og markedsmekanismerne. Og det er bestemt kun et mantra, for det konventionelle landbrug er ikke styret af et frit marked. Intet andet erhverv modtager så store støtteordninger, ikke noget erhverv er så reguleret som landbruget i EU.

Politisk må vi håbe, at man har mod til at sætte en stopper for en udvikling, som både moralsk og miljømæssigt er forkastelig. Vores miljøminister, Connie Hedegaard, virker oprigtig bekymret, når hun udtaler: »Hvordan kan man indpasse fem millioner flere svin, uden at de æder alle miljøfremskridt op?«

Tiden vil vise, om hun så virkelig vil kunne stille noget op mod det magtfulde landbrug og i en regering, som ikke ligefrem er kendt for at tage vare på miljøet. Vi må også håbe, at hun har mod og styrke til at støtte et miljøvenligt økologisk jordbrug og ikke kun sætter sin lid til markedet og troen på, at ny miljøteknologi kan klare alle gylleproblemer.

Herfra tør vi godt sige, at hvis man ønsker kvalitet, dyrevelfærd og et godt miljø, er det ikke nok med teknologi og tro på markedets lyksaligheder. Der skal mere til. En større satsning på økologisk jordbrug kan give en miljøgevinst, og samtidig kan vi få mad i en god kvalitet uden at få dårlig smag i munden. Dansk landbrug bør ikke kun styres af grådighed. Der bør politisk sættes en stopper for den konstante udvidelse af svineproduktionen og statsstøtten til miljøsvineriet.