8. september 2005

Nye vampyrer

Transsylvansk landskab. Foto: Lotte Skjærbæk

Leder i Praktisk Økologi 5/2005

Af Jens Thejsen, redaktør

Dansk landbrug er stolt af dansk landbrug. Man har altid været så begejstret for sig selv, at man synes, at ideerne skal eksporteres til andre lande. Eller endnu bedre, få nogle til at gøre arbejdet på samme måde, men bare billigere. For det har altid været med den klare bagtanke, at her kan der spindes guld.

Mange ulande har fået påduttet den danske model med monokultur, kunstgødning, sprøjtemidler og store maskiner. En model, hvor man slet ikke bygger på lokale forudsætninger og de lokale resurser. I mange ulande har det ikke hjulpet den lokale bondebefolkning, men blot skabt afhængighed. I stedet for at opfylde lokale behov prioriteres et større marked. Kun ganske få steder er det lykkedes at frigøre sig fra den vestlige verdens kvælende omklamring og etablere mindre fællesskaber, hvor der dyrkes økologisk og mangfoldigt, først og fremmest for lokalsamfundet og derefter for markedet.

Vestens udnyttelse af ulande ser nu ud til at gentage sig i østlandene. De gamle østeuropæiske lande stod efter frigørelsen med et landbrug, som stort set var gledet af sporet, og hvor engagement var ødelagt af tvangskollektivisering. Men de naturlige resurser er stadig store, og mange steder er landskaberne økologiske oaser. Her er jorden ikke ødelagt af sprøjtemidler og kunstgødning, simpelthen fordi man ikke havde råd til det. Det er disse områder, som dele af dansk landbrug går efter.

Vi har før skrevet om danske landmænds gyllelaguner i Polen, og hvor galt det kan gå, når lokale bønder ikke har økonomi til at sige nej. Nu er turen kommet til Rumænien, hvor vestens gamle yndlingsdiktator Ceausescu efterlod et land i kaos og fattigdom. Mere konkret er det Draculas Transsylvanien, som står for skud; fantastiske frodige landskaber, der endnu ikke er ødelagt, er kommet i de stolte danske bønders søgelys.

Masser af landmænd er taget ned for at besigtige landområderne, hvor mangfoldigheden hersker. »Det er mere end tydeligt, at de trænger til et kæmpemæssigt løft hernede«, udtaler en af de danske landmænd til Politiken. Det løft, man vil give de transsylvanske bønder, er ikke kun at holde svin efter svinemodellen i Polen, man vil også etablere kvægfarme. En anden landmand udtaler: »Som landbrugsjord er det, vi ser, et råstof, som mange steder er rigtig dårlig udnyttet«.

Hvad resultatet kan blive, er ikke vanskeligt at forestille sig: De små, lokale bønder vil ikke kunne klare sig, og de store danske og udenlandske investeringsvillige vil være de nye magthavere. De vil suge livskraften ud af det transsylvanske bondeland – de vil være sande vampyrer.

Ja, men der er jo brug for et løft, det kan enhver se, vil man indvende. Og det er rigtigt. De transsylvanske bønder er i dag så fattige, at det er vanskeligt at tjene til dagen og vejen. Vi skal bestemt hjælpe dem med at løfte, men de skal selv bestemme, hvad der skal løftes, hvor meget og hvor hurtigt.

Der er brug for at hjælpe med at organisere og uddanne bønderne. Et løft skal bygge på deres egen tradition, og fremskridtet må komme derfra. Lad dog disse samfund få mulighed for at opbygge et bæredygtigt landbrug for de lokale bønder og ikke kun for rige vesteuropæiske bønder og velstående rumænere. Regeringen og landbrugets organisationer bør sige fra overfor denne nyimperialisme, og de investeringsivrige landmænd bør vise lidt mere samfundssind eller vises til rette.