11. september 2006

Tab ikke maskerne

Leder i Praktisk Økologi 5/2006

Af Jens Thejsen, redaktør

De fleste ved godt, at naturen har det skidt, men har samtidig fornemmelsen af, at der bliver gjort noget ved det. Der er fokus på de store problemer som global opvarmning, og der tænkes storstilet i teknologiske løsninger. De mindre problemer må nøjes med smånotitser. En bestemt hjorteart i en fjern jungle er ved at uddø. En skildpadde fra Stillehavet er gold. Men det er netop de mange truede dyre- og plante­arter, som indikerer problemer i naturen.

Naturen er meget sårbar, og et naturområde er ikke stabilt og statisk. Når en art uddør eller er kraftig truet, så fortsætter biotopen ikke med at fungere som før. Naturen er et kompliceret netværk, hvor alle er mere eller mindre afhængige af hinanden. Uddør en enkel art, kan det være starten på en skævvridning af den hårfine balance, som findes. Og jo flere elementer vi tager ud af et netværk, jo mere sårbart bliver det. Det er i det perspektiv, at vi skal se på tilbagegangen af arter i mange naturområder. Der er tale om små problemer med store konsekvenser.

I det videnskabelige tidsskrift Science Magazine kunne man for nylig læse, at antallet af vilde biarter var hastigt for nedadgående. University of Leeds har gennemført en grundig undersøgelse i flere europæiske lande, og 80% af de undersøgte arter af vilde bier var i kraftig tilbagegang, og flere arter var forsvundet. Og hvad så, kunne man spørge, vi kan vel godt undvære nogle få biarter? Men bierne er værdifulde bestøvere, og flere af arterne er specialiserede til at bestøve helt bestemte planter. Som bestøvere er de på verdensplan flere hundrede milliarder kroner værd årligt.

Der er mange årsager til biernes forsvinden, men det skyldes bl.a. giftsprøjtning og tilbagegangen for visse plantearter. Den negative spiral er sat i gang, for med biernes forsvinden uddør flere plantearter. Naturens finmaskede netværk vil efterhånden falde fra hinanden, hvis der ikke gribes ind.

Men kan man gøre noget? Er vi ikke tvunget til af være tilskuere til den triste udvikling? Det er vi heldigvis ikke. Vi har mulighed for at spille en aktiv rolle i løsningen af de »små« miljøproblemer.

Som samfundsborgere kan vi naturligvis deltage i de demokratiske processer, men vi skal ikke nøjes med det. Som havebrugere og jorddyrkere i det hele taget kan vi gøre en forskel.

For det første kan vi fortsætte med at dyrke jorden uden fremmedstoffer, men vi kan også forsøge at give vores jordlod et stadig større naturindhold. Vi skal ikke nøjes med at dyrke gulerødder, kartofler, korn og frugt. Vi skal forsøge at gøre vores haver og gårde til biologiske enheder. Landmændene kan f.eks. skabe flere og mere mangfoldige læhegn og prioritere dyrkningsfri zoner og levende vandhuller. Havebrugerne kan skabe små refugier for naturens insekter og fugle. Med kompost, kvasbunker, sædskifte og blandingskulturer kan vi gøre en forskel. For det er vigtigt, at vi alle er opmærksomme på, at det spiller en rolle, hvad vi planter, lige meget hvor meget jord vi har. Det nytter ikke kun at plante det nyttige eller det storslåede. Vi skal også invitere naturens egne planter ind og skabe gode vilkår for det vilde liv. Alene forslår det måske ikke af så meget, men sammen med naboens have bliver det måske vores lille maske, som holder sammen på netværket og gør, at det ikke falder fra hinanden.