28. februar 2011

Vision eller revision

Fødevareministeren har netop efter års forberedelse udsendt en såkaldt ØkologiVision. Med 18 konkret forslag til initiativer og de gode markedskræfter mener Regeringen at det økologiske areal kan fordobles frem til år 2020 fra de nuværende ca 7%. Og meget behændigt timet, så han kan føre sig frem i det gode selskab på verdens største økologiske messe ‘Biofach’ i Frankfurt i disse dage.

Men planen er meget lidt ambitiøs. Enkelte initiativer modtages positivt af branchen men ellers hagler der kritik ned over visionen.

Det er således det rene vrøvl, når det i ministerens pressemeddelelse med overskriften »Mere økologisk frugt fra Danmark« hedder: Regeringens plan Grøn Vækst har afsat 2,4 milliarder til fremme af økologi, og nu skal 18 nye initiativer i fødevareministerens ØkologiVision sætte yderligere skub i udviklingen. Blandt andet kan visionen give 50 procent mere økologisk dansk frugt og bær.

Der er ikke nogen nye og øremærkede penge af betydning i visionen. Måske 20–30 mio. De 2,4 mia er en beregning på hvad omlægningsstøtte og arealstøtte (ordning for ekstensiv landbrug) koster for en fordobling af økoarealet frem til2020. Det skal nok passe at det bliver over 2 mia. Så kommer forskning, markedsfremme mv. Men det er klart at de vil vildlede med genbrug af tallene fra grøn vækst. Frækt at de siger det, selvom det jo ikke en direkte løgn. Manipulationen består jo i at de samme bønder og de samme arealer alligevel ville få en eller anden form for støtte. Det ‘ægte’ budskab er hvad regeringen satser for at få økologien til at vokse og hvilken procentsats det udgør af den megalomane landbrugsstøtte, som vælter ned over bønderne. Embedsværket var sat på at lave en armbøjning der hed, vi skal få det til at se ud af noget, men det skal koste mindre. Og så længe vi mangler kød på knoglen er det som at slå i luften. Det har ikke været muligt at få ordentlige tal ud af ministeriet og de har også behændigt undgået at nævne penge i ‘Visionen’.

Med andre ord er der grund til at tro at den kommende 10-årsperiode i bedste fald vil vise en vækst i samme størrelsesorden, som vi har set den set som gennemsnit over de sidste ca. 20 år fra det tidspunkt, hvor vi fik den første støtteordning (1987). Fremskrives denne udvikling vil stigningstaksten være ca det halve, altså ikke en fordobling men en udvidelse på ca 50%. Med andre ord så skal der meget større ambitioner til for at kalde det en vision, og for at Regeringen kan leve op til sit eget mål: Fordobling. Og ambitioner handler om penge, om flere og bedre øremærkede initiativer, og så handler det om lovgivning i såvel Danmark som i EU i forbindelse med den fælles landbrugspolitik (CAP).

Med en ny regering kan vi håbe på at ambitionsniveauet vil højnes, at fløjlshandsken og vankelmodigheden erstattes af, at danske bønder kan få øje på at tiden er inde til et alvorligt sporskifte. I stedet lyder der en højlydt klynkende dødsangst og Regeringen holder hånden over landbrugets groft og grådigt forgældede ejendomme.

Det er i stedet maden, naturen, dyrene og samfundet betaler. Det er ikke tiden mere til at holde hånden over en dybt forældet forvaltning af det danske landareal og miljø, hvor landet tømmes for indhold, hvor dyr stresses for at levere kød til et overforbrugende, fedmetynget verdensmarked, hvor naturen er ved at dø (!), fordi det fortsat er muligt at anvende kemikalier og næringsstoffer i et omfang som langt, langt overstiger det naturen kan absorbere og omsætte, hvor mennesker må sige farvel til generationers tilknytning til landet som deres liv, og hvor unge menneskers passion for jordbrug ikke kan udleves – de kan ikke komme til fadet – og hvor der dermed sker et uhyggeligt tab af kontinuitet og af know-how. Landbrug og naturforvaltning kan ikke sættes på formel og styres af skemaer, regler og kontrol. Det skal leves af mennesker.

Vi skal ha‘ mennesker tilbage i jordbruget, vi skal ha’ fisk tilbage i havet, biodiversiteten til at blomstre og ordentlig friske og sunde fødevarer tilbage på middagsbordet. Se det er en vision! Regeringen har i bedste fald alene leveret en ‘revision’.

Per Kølster, agronom

Medlem af Det Rådgivende Fødevareudvalg (Fødevareministeriet) for Økologisk Landsforening og næstformand, Landsforeningen for Praktisk Økologi

Læs Ministeriets pressemeddelelse

Download ØkologiVision. 18 initiativer til udvikling af Danmarks økologiske produktion

Her er du: Forsiden > Nyheder

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider