Af Ane Bodil Søgaard, lic. scient.
I Danmark har vi endnu ikke haft gensplejsede afgrøder på vores marker, bortset fra forsøgsafgrøderne. I EU har 6 lande, deriblandt Danmark, i øjeblikket et moratorium, dvs. en slags tænkepause – et politisk stop for udsætning og dyrkning af GMO-afgrøder. Dette moratorium skulle efter planen være ophævet 17. oktober 2002 med vedtagelsen af EU mærkningsregler for GMO. Disse forventes tidligst vedtaget i dec. 2002, og desuden skal erstatningsspørgsmålet ved forurening med GMO først udredes.
Betyder det så, at vi ikke har købt gen-mad? Nej. F.eks. bliver alle danske konventionelle grise fodret med importeret gen-foder. Så vælger man svinekød, som ikke er ø-mærket, så har man valgt mad, der er gensplejset. Ost, æg, kød og mælkeprodukter kan stamme fra ikke-økologiske dyr, der er fodret med gensplejset foder, og det skal i dag ikke deklareres som gensplejset mad.
Men er det da farligt at spise gen-mad? Det spørgsmål kan man hverken svare ja eller nej til. Erfaringerne vil med tiden give svaret. Men vi ved, at der er en lang række kendte – og ukendte – risici ved at bruge genteknologi i praksis.
I 1973 blev den første gensplejsning foretaget i mikroorganismer, og syv år senere kunne man fremvise den første gensplejsede plante: en tobaksplante. Siden da er det gået hurtigt. I 1985 søgte Novo og Nordisk Gentofte om tilladelse til at producere henholdsvis humant insulin og væksthormon. Og nu ca. 30 år efter er gensplejsede fødevarer med fuld styrke på vej ind på danskernes middagsborde. Startskuddet blev givet, da EU allerede i 1996 gav tilladelse til, at sojaen, produktet fra den gensplejsede sojaplante, må bruges i levnedsmidler.
Senere på året ankom de første gensplejsede fødevarer til Danmark under stor pressebevågenhed og aktivistdemonstrationer. Det var den gensplejsede sojabønne fra Monsanto – en af verdens største producenter af kemiske sprøjtemidler. Den gensplejsede bønne var netop modstandsdygtig overfor en af firmaets største salgssucceser ukrudtsmidlet Round-up. Sojabønnerne kom til Aarhus havn, uden at politikerne rigtig vidste, hvad man skulle stille op. Sundhedsministeren tog den beslutning, at al mad, der indeholdt den gensplejsede soja, skulle mærkes. Detailhandelen oplyste, at det ville betyde, at ca. 60% af alle madvarer skulle mærkes, da sojaolie indgår i hovedparten af supermarkedernes forarbejdede fødevarer som margarine, postejer, pølser, masser af færdigretter og som tilsætningsstoffer i chokolade og kiks.
Siden da er der sket det, at fødevarerproducenterne har fundet alternativer til sojaen. Ingen havde tilsyneladende lyst til at deklarere »gensplejset« på madvarerne. Frygten var ikke ganske ubegrundet, idet meningsmålingerne viste og stadig viser, at flertallet af de adspurgte ikke ønsker at spise gensplejset mad.
Spørgsmålet er blot, hvorfor vi er så skeptiske, når det konventionelle landbrug, den agrokemiske industri og størsteparten af de naturvidenskabelige forskere, der arbejder med teknikken, ser gensplejsning som et fremskridt og et miljøvenligt alternativ til bl.a. sprøjtemidler.
Svaret findes i andre meningsmålinger, som viser, at naturvidenskab er under mistanke for at forfølge egne og de store pengekoncentrationers interesser, mens man lader hånt om vores fælles bedste.
Der er ingen tvivl om, at teknikken kan »løse« mange problemer, nøjagtig som kunstgødningen gjorde for 150 år siden, og som pesticiderne formåede 100 år senere. At der også ved brug af genteknologi er en bagside, er der næppe nogen, der er i tvivl om. Nogle mener blot, at de aktuelle fordele er langt større end de endnu ukendte konsekvenser, genteknologien fører med sig. Ser man tilbage hen over de senere års debatter tegner der sig et billede af, at mange føler sig truet eller krænket af selve teknikken. Andre lægger mere vægt på forurening af naturen eller er kritiske overfor den måde, de gensplejsede afgrøder anvendes på i landbruget og i fødevareindustrien.
Fra flere sider hævdes det, at gensplejsning i virkeligheden er det samme som det, der spontant foregår i naturen og ikke adskiller sig fra den forædling, man i årevis har benyttet sig af. Blot sætter genteknologien tempoet i vejret. For en sukkerroe tager det eksempelvis 15–20 år at udvikle sig til en ny sort med de traditionelle forædlingsmetoder. Med gensplejsningen tager det 5–6 år.
I naturen og ved traditionel forædling sker blandingen af de arvelige egenskaber med få undtagelser kun mellem artsfæller. Således at høns krydser med høns, mennesker med mennesker og kartofler med kartofler.
I årevis, ja siden mennesket begyndte at dyrke jorden, har vi blandt naturens egne genblandinger udvalgt de planter, som havde de foretrukne egenskaber. Det kunne f.eks. være større frø, bedre smagende bær, eller blot planter, der ikke blev spist af insekter, svampe eller andre planteædere.
Ved hjælp af genteknologi er det muligt at overføre arvelige egenskaber mellem ubeslægtede organismer – på tværs af artsgrænser. F.eks. har tomater fået flyndergener, køer menneskegener, kokosnøddegener er puttet ind i raps, og gener fra skorpionen er flyttet over i virus. For mange opfattes denne blanding af gener som grænseoverskridende både i etisk og i religiøs forstand. Og jo tættere vi kommer på os selv, jo mere forstærkes denne følelse.
Som ved enhver teknologi er der også ved genteknologien en vis risiko. Det er f.eks. ikke sikkert, at de indsatte fremmede gener fungerer, som man regner med, idet genernes aktivitet og virkemåde er afhængig af, hvor de er endt i cellens kromosomer. Hvis de indsatte gener ikke udtrykker sig som forventet, eller de forstyrrer udtrykket af de øvrige gener, taler man om »sideeffekter«. Måske opdager man ikke de sideeffekter hverken i laboratoriet eller under de senere afprøvninger under mere naturlige forhold på friland, men først efter længere tid eller måske først efter flere generationers »afprøvning«.
Sukkerroen fra Danisco er et eksempel på, hvor fint Round-up resistensen virkede i laboratoriet, mens den slet ikke duede under markforhold. Naturligvis kan man aldrig ved en risikovurdering få en garanti for, at alle de uønskede sideeffekter er observeret og fjernet. Tilbage vil der altid være en risiko, som i vidt omfang skyldes det, forskere overser, snarere end det, de risikovurderer for. Det er nemlig kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man risikovurderer for.
En af de tidlige gensplejsede sojabønner blev udviklet ved at indsplejse gener fra paranødden. Man måtte fjerne sojabønnen fra markedet, idet den viste sig at fremkalde allergiske reaktioner.
De antibiotiske markørgener, som indtil videre er en nødvendig del af den genteknologiske metode, har dannet basis for mange diskussioner, idet spredningen af gener, der danner antibiotika, i naturen er risikabelt og vil give resistente bakterier. Alle er enige om, at det er meget uheldigt, at bakterier i mennesker eller i jorden, hvor f.eks. sukkerroen har groet, eller hvor man pløjer bladene ned efter høst, kunne gå hen og blive resistente. Tilsvarende problemer findes i forhold til f.eks. gensplejsede tomater, majs og raps. En række forskere er enige om, at disse gensplejsede afgrøder kan ødelægge vores muligheder for at bruge antibiotika, når det virkelig er nødvendigt.
Der er en hel del arter, der ligesom sojabønnen fra Monsanto og sukkerroen fra Danisco er gjort herbicidresistente. Herbicidresistens betyder, at afgrøderne er modstandsdygtige – kan tåle at marken bliver sprøjtet med et ukrudtsmiddel, som ukrudtet dør af, og som afgrøderne heller ikke ville kunne overleve, hvis de ikke netop var blevet gensplejsede. I 1990 udførte Danisco det første markforsøg på dansk grund med den før omtalte sukkerroe, som var splejset til at være resistent overfor ukrudtmidlet Round-up.
Fordelen ved de pågældende ukrudtsmidler er, at glyphosat, som er det aktive stof i ukrudtsmidlerne, er »langt mindre giftigt« end de hidtidigt brugte midler. Det er endda så godt, at man ved lanceringen af Round-up pointerede, at det kunne drikkes uden risiko. Fordelen er imidlertid begrænset. Der skal jo stadig sprøjtes!
Glyphosat er en plantegift, der hæmmer dannelsen af stoffer, der er livsvigtige for planter, men som ikke forekommer i dyr og i mennesker. Derfor den lave giftighed, som blev til en sovepude hos myndighederne. Denne viden har bl.a. medført, at de kontrollerende myndigheder ikke fandt det nødvendigt at foretage analyser for netop glyphosat i grundvandet og drikkevandet, før der blev slået alarm.
I takt med et stigende artsantal, der netop er resistente overfor disse sprøjtemidler, vil det medføre et stærkt øget forbrug af netop dette ene stof. Og et øget forbrug vil medføre en stigning i antallet af ukrudtsarter, der bliver resistente. De vil brede sig uhæmmet, da de mangler konkurrence fra de ukrudtsarter, der er sprøjtet ihjel. I Danmark har vi registreret ca. 10 arter og på verdensplan over 100, der er resistente overfor glyphosat.
Gensplejsede afgrøder, der er gjort insektresistente, er et andet stort område. Afgrøder som tomat, kartoffel, melon, agurk og squash er allerede gjort virusresistente, mens tomat, kartoffel, raps, valnød, ris og majs har fået gener, der gør dem resistente overfor forskellige insekter. Endvidere er det lykkedes at lave en kartoffel, der er resistent overfor bakterier. Ganske parallelt til, at jo mere man sprøjter med herbicider, desto flere ukrudtsplanter bliver resistente, er det den samme historie, når vi taler om insektresistente gensplejsede afgrøder. Insekterne bliver resistente overfor de gifte, de gensplejsede planter laver, nøjagtig som ved intens ukrudtssprøjtning.
Mange mennesker er – og med rette – utrygge ved alle de uoverskuelige muligheder for spredning til naturens flora og fauna. Forskere forsøger naturligvis at minimere disse risici, men det vil altid være forbundet med risiko, at pollen fra de gensplejsede planter kan bestøve »naturligt« forekommende, nært beslægtede arter. F.eks. har raps i store dele af verden nære slægtninge blandt den vilde flora, som den kan krydse med. I Danmark er agerkål og agersennep nære slægtninge og hyppige som ukrudt på dyrkede marker.
Naturligvis er der også rig mulighed for, at der kan ske krydsninger til de dyrkede ikke-gensplejsede afgrøder. De grønne foreninger har netop krævet, at der er faste regler på dette område, inden moratoriet bliver hævet (høringssvaret kan læses på side 23).
Det er nødvendigt, at der er helt klare regler for, hvem der har ansvaret, når afgrøder på mark eller i privat have bliver forurenet med gen-pollen.
Der er ingen tvivl om, at bioteknologien har potentialet til at løse mange af de store globale problemer lige fra at vi kan få sundere mad og bedre kvalitet, at fjerne olie og tungmetaller fra de store forurenede områder og til at redde jordens sultende befolkning fra sult, underernæring og sygdomme.
Modsætningen mellem det ideelle – hvad de fleste af os ønsker og finder etisk rigtigt – og det, der i virkeligheden foregår, ses tydeligt.
Med få undtagelser nær bruges gensplejsningen til at effektivisere og billiggøre produktionsprocessen fremfor at forbedre produktet. Også selvom man siger noget andet.
De nye fødevarer incl. den Round-up resistente sojabønne er et udmærket eksempel. Round-up og lignende ukrudtsmidler markedsføres som »mere miljøvenlige« end de hidtil anvendte, som både gav miljø- og sundhedsproblemer. Det er muligt, at man isoleret set kan tale om en relativ forbedring, men Round-up er på trods af alle forudsigelser dog endt i grundvandet. Altså en ny teknologisk løsning på et tidligere teknologisk skabt problem. Og i sojaens tilfælde kan man stille det spørgsmål, hvorfor har man puttet soja i 60% af madvarerne? Er det for på en billig måde at hæve proteinprocenter, eller er det for at binde vand, så produkterne ser større og flottere ud?
Et andet væsentligt spørgsmål er, om det er bæredygtigt og miljømæssigt forsvarligt at hente sojaprotein fra den modsatte ende af jordkloden og putte det i mad og svinefoder som grundlag for en fuldstændig uøkologisk svineproduktion. Og endelig er der den etiske del, hvor den rige del af verden henter protein fra den anden del af verden, hvor befolkningerne netop har så hårdt brug for protein.
Som udgangspunkt er kravet genfri mad. Og indtil dette krav opfyldes, må vi kræve en mærkning af den genteknologiske mad. Dette er et helt nødvendigt demokratisk krav, idet vi derved som borgere kan få indflydelse på den teknologiske udvikling.
Indtil vi enten får genfri mad eller en mærkning af genteknologisk mad, har man én mulighed for at undgå gen-mad, nemlig at vælge Ø-mærkede produkter.
ww.gendebat.dk
ww.genvarer.dk
ww.greenpeace.dk
ww.fbr.dk
ww.eu-environment2002.dk
gmo.okoland.dk