Af Per Kølster, økologisk landmand
Det har taget mindst 3,5 milliarder år at skabe jordens liv med hendes uendelige mangfoldighed. Det tog 2–4 millioner år at udvikle chimpansen og os selv ud fra vores fælles stamfar, og vi er næsten ens. Arvemassen er kun forskellig i 2% af generne.
Gener sidder på kromosomerne, som består af DNA-molekyler. Det er organismens arveanlæg. Organismen har mange gener, som kan variere fra individ til individ indenfor samme art og samtidig er fælles for alle individerne i en art. Generne bestemmer cellens funktioner og individets og artens egenskaber.
De sidste 5–10.000 år har mennesket bevidst arbejdet med arvemassen for at forbedre afgrøder og husdyr. Gener har vi imidlertid kun kendt de sidste 100 år og DNA kun i 50 år. Udvælgelsen af det bedst egnede er sket ganske gradvist og i respekt for organismernes nedarvede grænser og forplantningsevne.
Ved hjælp af genteknologien (GMO) er vi i stand til indenfor et split-sekund at flytte arvemasse fra en art til en anden, uanset om de stammer fra mennesker, dyr, planter eller bakterier. GMO flytter os radikalt fra de traditionelle metoder. Det rejser spørgsmålet, om dette nye skridt er acceptabelt, og hvad der er acceptabelt og hvorfor. For at begrunde usikkerheden, utrygheden og modstanden mod GMO er det følgende et forsøg på at skitsere en række argumenter for det acceptable og dermed også det uacceptable.
Blandt økologisk tænkende mennesker har der i mange år været en god tradition for, at vi er FOR, det vi GØR, og det er derfor vi er IMOD det, vi ikke vil. Vores NEJ bunder i et JA. Det følgende er en skitsering af en etik, som skal kunne bruges som en rettesnor for god omgang med gener, og som en rettesnor for, hvor grænsen går.
Skitsen kan og skal diskuteres. Læs, tænk og reager.
Enhver organisme ejer sine egne gener sammen med sine artsfæller, som den er tvunget til at udveksle sine gener med. Individuelle gener kan således kun have en ejer, nemlig den organisme, som de tilhører. Forsøg på at erhverve ejendomsret til gener er tyveri. Gener er og skal være frie. Traditionelt har vi brugsret til dyrs og planters gener. Gener er således fælles i den forstand, at alle kan bruge dem. Geners ret til at være frie og til fri afbenyttelse skal være en ret sikret af en FN-erklæring og indbygget i Grundloven. Dog må der gælde undtagelser, der hvor en fri benyttelse enten er en trussel mod den gruppe, som har haft brugt specielle gener i sin kultur (beskyttelse af indfødte folks rettigheder), eller hvis den fri benyttelse er en trussel mod geners bevarelse i sig selv (fredning?). Patentering af gener skal være forbudt, da det er en frihedsberøvelse og en ekspropriation af den fælles brugsret.
GMO indebærer normalt patentering og dermed ejerskab til gener.
Derfor krænker GMO den fri ret til arvemassen.
Arvemassen ændres spontant ved en naturligt forekommende proces i form af små ændringer i generne. Store ændringer i arvemassen er normalt dødelige allerede i de tidligste stadier af livet. Hvis de små arvelige ændringer er til fordel for arten, vil de have gode chancer for at overleve. Sjældent sker der en overførsel af gener fra en art til en anden. Sker det, er det normalt imellem tæt beslægtede arter. Naturen har skabt arten med sine grænser overfor omverdenen, grænser, som arterne respektfuldt holder sig indenfor.
GMO-generne er fremmede for arten. GMO udvisker grænserne mellem arter. Det indebærer en ukendt risiko for skadelige virkninger, når artsbarrieren overskrides.
Derfor er GMO hasard.
Det er geners natur, at de skal spredes, for at arten forsat kan udvikle sig og være robust. Hvis gener ikke er til fordel for arten, vil de forsvinde. Om de spredes, hvor meget og hvor hurtigt, kan kun tiden vise. Spredning af gener er i sidste ende umulig at kontrollere, men spredning af gener er et sundhedstegn.
»GMO-gener« vil spredes før eller senere og dermed ende ufrivilligt i sammenhænge, hvor de er uønskede, hvad enten det er i naturen eller i kultiverede organismer. GMO vil således med tiden ukontrolleret inficere, invadere og forandre sin art.
Derfor er GMO forurenende.
Enhver art har per definition en barriere overfor andre arters skadevoldere. I virkeligheden er der meget lidt, der kan true en given art. Det betyder også omvendt, at enhver art har nedarvede egenskaber, der gør dem velegnede som værter og fødeemne for andre specifikt tilpassede organismer. Evolutionen har således skabt et veldefineret sæt af barrierer og muligheder for gensidig udnyttelse og sameksistens.
GMO er ensbetydende med, at ukendte, ikke alene artsfremmede, men også evolutionsmæssigt ukendte kombinationer af arvelige egenskaber blandes på tværs af arterne. Konsekvenserne af denne indblanding er ikke alene komplet ukendt og uforudsigelig, men også irreversibel, altså man ikke kan komme tilbage til udgangspunktet. Følgerne heraf kan blive langt alvorligere for menneskeheden og for klodens økosystemer end tidligere kendte miljøtrusler.
Derfor er GMO farlig.
Enhver art er per definition sund. Den er i stand til at modstå det meste. Derfor eksisterer den fortsat.
Når en art tilføres gener fra en anden art ved GMO, er det, fordi det antages, at arten ikke er god nok eller sund nok. Vendes kikkerten om, kan det omformuleres til, at omgivelserne ikke er gode nok til arten, eller at vi har valgt den forkerte art til de rette omgivelser. Set med økologiske øjne findes de bæredygtige løsninger ved at se på helheden. Fikseringen på GMO-løsningen forhindrer os i at få øje på, at problemet måske meget bedre løses ved at se på omgivelserne. GMO er en forsimplet løsning, som gør, at man kan tillade sig at fravælge at beskæftige sig med kompleksiteten i omgivelserne. Den forsimplede løsning indebærer, at løsningen er kortsigtet, og at problemet blot udskydes, så længe kompleksiteten i omgivelserne negligeres.
Derfor er GMO uansvarlig.
Menneskers »leg« med gener i sin forædling af planter og dyr er sket dels som et led i vores kamp for at overleve og dels som resultatet af vores stræben efter skønhed. Et rigt, alsidigt udbud af arvemasse giver i sidste ende både den største sikkerhed for overlevelse og for skønhed. Overlevelsesmulighederne og risikoen for sult og hungersnød kan skyldes, at arvemassen har mistet sin alsidighed og derfor er truet af forandringer i omgivelserne.
GMO er en fristende løsning, men vil under de givne vilkår kun yderligere forringe arvemassens alsidighed. Problemet kan blive udskudt, men ikke løst. Tværtimod vil der hænge større trusler over hovedet, fordi fokus er flyttet fra omgivelserne over på GMO-løsningen.
Derfor er GMO en forblindelse.
Når levende væsner parrer sig, opstår der nye arvelige kombinationer i afkommet. Miljøet øver sin indflydelse og fremmer de kombinationer og de afkom, der er bedst til at klare sig. Således har enhver art ofte gennem årmillioner gradvist flyttet sine egenskaber med små skridt ad gangen. Når mennesket griber ind i processen og styrer både parring og udvælgelsen, sker det, for at vi kan få kulturplanter og husdyr, der passer os bedre på kort sigt. Vi griber ind for at gøre os til herrer over de organismer, som skal tjene os. Hidtil har vi dog været begrænset af at forstå de muligheder, som er nedarvet i den enkelte art.
GMO er det ultimative valg af teknik til at gribe ind for endegyldigt at gøre mennesket til herre over arvemassen. GMO er ikke bundet af arternes arvelighed, men er i princippet det fuldkomne tag-selv-bord over egenskaber, som er uafhængige af arten. Når vi har muligheden for at være herrer over arvemassen, opstår der ligesom med alle andre magtfuldkomne systemer en stor risiko for magtmisbrug.
I bedste fald er GMO nysgerrighedens og grådighedens tjener og en i bund og grund udemokratisk måde at skabe forandringer for menneskeheden. I værste fald har GMO et hidtil ukendt potentiale for at være skadelig, når det bliver brugt af de forkerte. Og det vil GMO blive.
Den mest basale egenskab ved liv er organismens evne til at genskabe sig selv, i samarbejde med artsfæller naturligvis. Enhver forædling i menneskets tjeneste skal fremme evnen til sortens, racens eller artens overlevelse, udvikling og selvreproducerende evne.
GMO og andre forædlingsteknologier kan være et indgreb i denne evne direkte med sterile afkom eller indirekte med degenererede afkom til følge. Set med livets øjne kan disse teknologier være en blindgyde. Set med demokratiske øjne fratager det andre mulighederne for at bruge generne.
Derfor er GMO en blindgyde.
I alle folk og kulturer lurer der en angst for det ukendte. Alle de mest mareridtsagtige scenarier er digte om væsener, som har udviklet sig til ukontrollable livsformer. Psykologisk er mange følsomme overfor truslen om at forrykke den genetiske balance, der kontrollerer de enkelte arters udtryk. Svaret på denne angst er at holde sig fra at eksperimentere med indgreb i livets kode – DNA – udover hvad der kan gøres med kendte, nedarvede forplantningsmetoder.
GMO er netop grænseoverskridende for vores bevidsthed om regulering af arveligheden.
Derfor er GMO angstprovokerende.
For mange mennesker, religioner og kulturer er levende væsener og livet helligt. Troen omfatter livet som en ukrænkelig størrelse ordnet af guddommelige kræfter og forsyn. Troen overlader det til andre magter at afgøre, hvad der er sandt og falsk eller ret og rimeligt. Mennesket forsynder sig således mod det guddommelige eller troen, når det griber ind i livets kerne.
GMO vil ufrivilligt og uhindret invadere det rum, som troen omfatter.
Derfor er GMO en krænkelse af manges tro.